Rusland invaderer Ukraine

Tyskland har et problem med Ukraine, siger kansler Scholz

Forholdet mellem Tyskland og Ukraine er, ifølge den tyske kansler, så problemfyldt, at han ikke vil komme på besøg.

Det blev tilsyneladende taget ilde op i Berlin, da myndighederne i Ukraine forleden frabad sig et besøg fra Tysklands præsident, Frank-Walter Steinmeier.

Ukraine skal også gøre sit, hvis forholdet skal blive godt igen

Olaf Scholz, forbundskansler, Tyskland

Nu siger den tyske forbundskansler Olaf Scholz nemlig, at der er et problem i Tysklands forhold til Ukraine, og at han derfor heller ikke kommer til at besøge Kyiv.

- Det er et problem for den tyske regering og det tyske folk, at præsidenten blev bedt om at holde sig væk, siger Scholz, ifølge Reuters.

Frank-Walter Steinmeier havde planlagt et besøg i Kyiv i midten af april, men han ses af mange som et symbol på Tysklands bløde linje over for Rusland inden invasionen af Ukraine, og da han forsøgte at arrangere et besøg hos Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, blev han mødt af en ydmygende afvisning.

- En rejse til Kiyv skulle sende et stærkt signal om europæisk solidaritet med Ukraine. Jeg var klar til at rejse, men tilsyneladende – og det er jeg nødt til at tage til efterretning – var dette ikke ønsket i Kiyv, sagde Frank-Walter Steinmeier i april.

Nu går den tyske kansler Olaf Scholz et skridt videre og siger, at ukrainerne er nødt til at krybe til korset, hvis relationen mellem de to lande skal forbedres.

- Ukraine skal også gøre sit, hvis forholdet skal blive godt igen, lyder det fra kansleren onsdag.

"Ikke en børnehave"

Det er ikke første gang, at Olaf Scholz udtaler sig kritisk om Ukraine.

Mandag aften kom han med en lignende melding på tv-kanalen ZDF.

- Det duer ikke, at et land stiller så megen militær og økonomisk hjælp til rådighed, og så siger de, at præsidenten ikke må komme, sagde Olaf Scholz til ZDF.

Her sagde Olaf Scholz også, at han heller ikke selv har planer om at besøge Ukraine i den nærmeste fremtid.

Tirsdag svarede Ukraines ambassadør i Berlin, Andrij Melnyk, på kanslerens kritik, og sagde, at Olaf Scholz ikke opførte sig som en statsmand.

- Dette handler om den mest brutale udryddelseskrig siden nazisternes invasion af Ukraine. Det er ikke en børnehave, sagde ambassadøren.

Flirten med Moskva

Historien, om at Ukraine ikke ønskede besøg af den tyske præsident, blev opsnappet af den tyske avis Bild 12. april.

Dengang citerede avisen en ukrainsk diplomat for, at præsidentens nære forhold til Rusland i hans tid som udenrigsminister var en belastning.

- Vi kender alle til Steinmeiers nære bånd til Rusland, der blev formet af Steinmeier-opskriften. Han er i øjeblikket ikke velkommen i Kiyv. Vi må se, om det ændrer sig, lød det fra diplomaten.

På det tidspunkt havde præsidenten indrømmet, at han havde fejlbedømt Ruslands præsident, Vladimir Putin, og at det var en fejl, at han havde støttet den kontroversielle gasrørledning Nord Stream 2.

- Min vurdering var, at Vladimir Putin ikke ville acceptere sit lands fuldstændige økonomiske, politiske og moralske ruin til gengæld for et manisk imperiebyggeri. Der tog jeg fejl som mange andre, sagde Frank-Walter Steinmeier dengang.