Udland

Medie: USA's højesteret stemmer for at afskaffe ret til abort

I en indledende - og ikke endelig - afstemning har USA's højesteret stemt for, at delstater ved lov må begrænse abortrettigheder.

Knap 50 års føderal beskyttelse af kvinders ret til abort i USA kan snart være fortid.

I en indledende afstemning har landets højesteret nemlig stemt for, at hver enkelt delstat kan indføre lovgivning, der begrænser retten til abort.

Det skriver mediet Politico, som er i besiddelse af et lækket dokument. Dokumentet er en såkaldt vedtaget indledende holdning baseret på flertallet. Det er et udkast til en højesteretsbeslutning, hvor flertallet argumenterer for at afskaffe retten til abort. CNN har bekræftet, at dokumentet er ægte.

Beslutningen er ikke endegyldig, og dommere kan - og har desuden før i tiden - ændret holdning i store sager, frem til få dage før retten skal komme med sin endelige afgørelse, skriver Politico.

Historisk dom fra 1973 risikerer at falde

Ifølge mediet står retten til at komme med sin endelige afgørelse inden for de næste to måneder.

Dokumentet er fra 10. februar, og det er muligt, at der er kommet ændringer siden, skriver Politico.

Står den nuværende holdning ved magt, står USA over for en enorm omvæltning, hvad angår kvinders rettigheder.

Afgørelsen vil i så fald være en omgørelse af en historisk højesteretsdom fra 1973 i en sag kendt som "Roe mod Wade", der sikrede retten til abort i USA.

USA's højesteret udgøres af ni højesteretsdommere. Seks af dem er udpeget af republikanske præsidenter, mens tre af dem er udpeget af demokratiske præsidenter.

Lyn-analyse

Hvis Højesteret ender med at omstøde retten til fri abort i USA, kan det være den socialt mest samfundsomvæltende kendelse i landet i snart 50 år. Det vil blandt flertallet af amerikanere, der går ind for fri abort, blive set som et gigantisk tilbageskridt for kvinders ret til selv at bestemme over egen krop.

Det understreger, hvor vidtrækkende indflydelse Donald Trump havde som præsident. Selvom han kun havde magten i fire år, fik han udnævnt hele tre dommere, som tippede flertallet i Højesteret i en særdeles konservativ retning. Det kommer til at præge USA i årtier fremover.

Flere stater har strammet lovgivningen for nyligt

Politico er i kontakt med en kilde med indsigt i højesterets votering, og ifølge vedkommende skulle fem af de republikansk udpegede dommere have stemt for at omgøre "Roe mod Wade".

Den republikansk udpegede dommer, som ikke stemte for, var ifølge kilden John Roberts, som desuden er chefdommer i højesteret.

Sådan fordelte stemmerne sig i den hemmelige afstemning

For at afskaffe den føderale ret til abort:

  • Samuel A. Alito Jr.
  • Clarence Thomas
  • Neil M. Gorsuch
  • Brett M. Kavanaugh
  • Amy Coney Barrett

Imod at afskaffe den føderale ret til abort:

  • Stephen G. Breyer
  • Sonia Sotomayor
  • Elena Kagan

Dommer John G. Roberts Jr.'s stemme fremgik ikke af dokumentet.

Flere amerikanske delstater har i løbet af de seneste år strammet abortlovgivningen.

Oklahoma, Texas og Mississippi har alle indført ny lovgivning, som gør, at kvinder kun kan få aborter meget tidligt i graviditeten.

Præsident Joe Bidens regering har svaret igen med søgsmål mod flere af staterne, og i starten af december sidste år tog højesteret hul på diskussionen om, hvorvidt "Roe mod Wade" skulle omgøres.

Ekstremt sjældent at denne type afstemninger bliver lækket

I det lækkede dokument fra højesteret skriver den republikansk udpegede dommer Samuel Alito, at "Roe mod Wade tog voldsomt fejl lige fra begyndelsen".

- Dens begrundelse var usædvanlig svag, og beslutningen har haft skadelige konsekvenser. Og i stedet for at bibringe en national løsning på abortspørgsmålet har Roe og Casey sat gang i debatten og skabt yderligere splittelse, skriver Alito.

"Casey mod Planned Parenthood" er en højesteretsdom fra 1992, som igen fastslog retten til abort.

Ifølge Politico er det første gang i højesterets nyere historie, at et sådant dokument er blevet lækket, mens drøftelserne i højesteret stadig pågik.

Hverken højesteret eller Det Hvide Hus har ønsket at kommentere lækket.