Udland

Par fandt McDonald’s-mad fra midten af forrige århundrede inde i væggen

Hvis den rette køber melder sig, vil parret gerne sælge den gamle fastfood.

En tur forbi McDonald's for at tage mad med hjem er for mange en oplagt måde at afslutte byturen. Men trangen til søvn kan udfordre selv den mest fastfood-hungrende, og så er det ikke et ret spændende måltid, man vågner op til dagen efter.

Måske er det noget lignende, der har udspillet sig i den amerikanske delstat Illinois. Her har et par nemlig gjort et opsigtsvækkende fund, da de satte deres hus fra 1959 i stand.

16. april fandt de en årtier gammel McDonald's-pose gemt bag en af væggene – med mad i. Det skriver CNN.

Hvordan i alverden er de her fritter stadig i posen, og hvordan er de så velbevarede? Det var vildt

Gracie Jones

Den ene halvdel af parret, Gracie Jones, fortæller, at hendes mand, Rob Jones, var ved at skifte toiletpapirholderen på badeværelset, da han så, at der var noget papir inde i væggen.

Troede, at det var bevismateriale

Først troede de, at de muligvis havde bevismateriale fra en kriminalsag på hånden, og de var klar til at ringe efter politiet. De var derfor meget lettede over, at det viste sig at være indpakningspapir fra fastfood.

Parret fik posen ud af væggen, hvorefter de pakkede den ud på køkkenbordet. Inden i var der indpakningspapir fra to hamburgere og nogle halvspiste pommes frites.

- Vi så fritterne og tænkte: "Det her er for vildt”. Hvordan i alverden er de her fritter stadig i posen, og hvordan er de så velbevarede? Det var vildt, siger Gracie Jones til mediet.

Parret har taget et billede af fritterne, der ganske vist er blevet lidt brune at se på, men ellers er ganske velbevarede.

Billedet kan ses her.

Mindst 61 år gammelt

Lidt research viser, at logoet på poserne blev brugt hos McDonald's mellem 1955 og 1961. Det drejer sig altså om minimum 61 år gammel mad.

Nu er Gracie og Rob Jones usikre på, hvad de skal stille op med deres usædvanlige fund.

- Vi vil gerne sælge det, og hvis ikke det lykkes, beholder vi det som et sejt stykke af historien, siger Gracie Jones.