Krigen i Ukraine

EU-ministre skal nu diskutere et stop for russisk olie

EU's næste sanktionspakke kan ramme olieimporten. Tyskland siger nu, at man kan udfase russisk olie allerede i år.

EU's udenrigsministre mødtes mandag i Bruxelles for at finde en fælles holdning til truslen om, at gasleverancerne fra Rusland bliver afbrudt.

I denne uge har Rusland lukket for gassen til EU-landene Polen og Bulgarien, og det har gjort det nødvendigt for alle EU-lande at forberede sig på, at de også kan blive ramt.

- Vi har været tvunget til at forberede, hvad der sker, hvis gassen bliver lukket. Enten som følge af, at Putin lukker for tilførslen, eller hvis vi i EU som del af sanktionerne lukker for at købe gas, sagde den danske klima- og energiminister Dan Jørgensen (S) på vej ind til mødet.

Samtidigt har EU-landene taget hul på en anden diskussion, nemlig om der skal indføres sanktioner mod importen af russisk olie.

Nu gælder det om, at EU-landene samstemmer deres holdninger og nødplaner, så EU kan danne en fælles front overfor Rusland, understregede Dan Jørgensen.

- Det, Putin forsøger, er at skabe splid. Det skal han ikke have held til. Nu handler det om at vise solidaritet og vise, at vi står sammen, sagde han.

Russisk olie

Mødet mandag finder sted blot et par dage, før EU onsdag forventes at præsentere endnu en sanktionspakke, den sjette af slagsen.

De nye sanktioner forventes at indeholde forslag om et stop for import af russisk olie til EU – ikke et øjeblikkeligt forbud, men en udfasning, så olieimporten ophører i løbet af dette år.

Men det skal der først skabes enighed om blandt EU's medlemslande, forklarer TV 2s EU-korrespondent Divya Das.

- Der er en splittelse i EU i den forstand, at de enkelte medlemslande ønsker indførelse af sanktioner i forskelligt tempo. Nogle mener, at sanktioner mod energiimporten, for eksempel olie og gas, er et skridt for langt. Andre siger: ”Vi vil gerne, bare ikke lige nu og her”, fortæller hun.

Den svære øvelse for EU er, at alle 27 medlemslande skal være enige, før man kan indføre nye sanktioner.

- Så man skal forsøge at finde nogle kompromiser, siger Divya Das.

Tyskland melder sig klar

Sanktioner mod importen af russisk olie blev mere realistiske mandag, da Tyskland talte positivt om ideen. Tyskland er et af de EU-lande, der er mest afhængige af russisk energiimport og har derfor været nølende overfor ideen om energisanktioner.

Men i dag sagde den tyske økonomiminister, Robert Habeck, at landets afhængighed af russisk olie kan være historie allerede i år.

- Vi har haft held til at opnå en situation, hvor Tyskland kan klare en olieembargo ved udgangen af året, sagde økonomiministeren.

Men der er stadig store forskelle i de enkelte EU-landes holdning til sanktioner overfor olie- og gasimporten.

Polen har talt varmt for en energiembargo, mens ungarske politikere til gengæld er så meget imod, at de har advaret om, at Ungarn er klar til at nedlægge veto mod EU-sanktioner overfor energiimporten.

Klima- og energiminister Dan Jørgensen slår fast, at Danmark er blandt de lande, der går ind for de hårdest mulige sanktioner mod Rusland.

- Man kan regne med, at Danmark er blandt de lande, der virkelig presser på for, at vi skal gå langt. Men det er vigtigt, at vi står sammen. Vi kan ikke have en situation, hvor nogle lande gør noget, mens andre gør noget andet, siger han.