Rusland invaderer Ukraine

Scholz afviser fodslæben med våbenleverancer til Ukraine

Torsdag vedtog den tyske Bundestag at sende antiluftskytsvogne til Ukraine. Men de leveres uden granater.

I flere uger har den tyske forbundskansler, Olaf Scholz, været under massivt pres fra både hjem- og udland, fordi Tyskland ikke havde sendt tunge våben til Ukraine.

Den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, har gang på gang efterspurgt netop mere slagkraftige våben i kampen mod den russiske invasion.

Flere har lyttet, og ukrainerne har blandt andet modtaget amerikanske helikoptere og danske panserværnsraketter. Men fra tyskerne kom der ingen tunge våben.

I denne uge skiftede Tyskland kurs og sendte antiluftskytsvogne af typen Gepard afsted til fronten. Og nu afviser Olaf Scholz, at han har været fodslæbende.

- Jeg træffer mine beslutninger hurtigt og koordinerer dem med vores allierede. Jeg er mistænksom over for forhastede handlinger og tyske soloindsatser, siger han til tyske Bild.

- Der er kun et sprog, russerne forstår

Det er blandt andet af formanden for Bundesdagens Forsvarsudvalg, Marie-Agnes Strack-Zimmermann fra det liberale parti FDP, der har kritiseret den socialdemokratiske kansler for at tøve med at sende tunge våben.

- Der er kun et sprog, russerne forstår: at vi forsøger at slutte krigen gennem forhandlinger, mens vi holder den ene hånd synligt på pistolhylsteret. Det betyder, at Tyskland også skal forsyne Ukraine med tunge våben, sagde Strack-Zimmermann ifølge The Guardian 14. april.

Selv Scholz' egen udenrigsminister, De Grønnes Annalena Baerbock, har længe ment, at tyskerne skulle sende tunge våben afsted.

- Én ting er klar: Ukraine har brug for mere militær materiel og især tunge våben, lød det ifølge Politico fra Baerbock i forbindelse med et møde for EU's udenrigsministre 11. april.

Farligt at handle på baggrund af meningsmålinger

Torsdag vedtog den tyske Bundestag med et overvældende flertal en våbenpakke til Ukraine.

Våbenpakken indeholder tunge våben, heriblandt 50 antiluftskytskampvogne af typen Gepard. Ser man på de tyske meningsmålinger lader det også til at være et populært valg blandt den tyske befolkning.

Ifølge Olaf Scholz følger han dog ikke nødvendigvis folkestemningen.

- Du bør notere dig undersøgelser, men du må ikke gøre dine handlinger afhængige af dem, især i spørgsmål om krig og fred, hvilket ville være ekstremt farligt, siger han til Bild.

Kampvogne leveres uden granater

Der er dog et vigtigt aber dabei. Der følger nemlig ikke ammunition med de tyske kampvogne.

Gepard-kampvognen blev nemlig taget ud af aktiv tjeneste i Tyskland i 2012. Og derfor har den tyske hær kun 460 granater per kampvogn på lager. De to kanoner på kampvognen kan tilsammen affyre over 1200 granater i minuttet.

Den manglende ammunition har fået den ukrainske ambassadør i Tyskland, Andriy Melnyk, til at reagere.

- Hvis det tyske forsvarsministerium ikke i løbet af de kommende dage får købt ammunition, vil Ukraine sandsynligvis afslå Tysklands tilbud, siger Andriy Melnyk.

Der er dog muligvis hjælp på vej fra Brasilien.

Mediet Business Insider har talt med tyske regeringskilder, der fortæller, at Brasilien skulle have tilbudt Ukraine, at de kan købe 300.000 granater af dem.