Udland

Amerikansk fremmedkriger ramt af granatsplinter i Ukraine - nu vil han tilbage til fronten

Personer med mange forskellige nationaliteter kæmper mod Rusland i Ukraine. TV 2s Rasmus Tantholdt har talt med én af dem på et hospital.

På et hospital et sted i Ukraine ligger en såret soldat.

Hans ansigt er fra hårgrænsen i panden til kløften i hagen dækket af små sår, armene af forbindinger, og synet er kraftigt nedsat efter at være blevet ramt af splinter fra en granat.

Mit ansigt og overkrop blev fyldt af splinter

Manus, frivillig amerikansk soldat i Ukraine

Dem ligger der mange af på de ukrainske hospitaler, men denne mand er anderledes. Han er nemlig amerikansk statsborger og fra Cleveland i USA.

Hans navn er Manus, og han er taget til Ukraine som fremmedkriger for at kæmpe mod de russiske styrker. Nøjagtig ligesom den 25-årige dansker, der i sidste uge blev dræbt i Ukraine.

Manus ønsker ikke at oplyse sit efternavn, men til TV 2s korrespondent Rasmus Tantholdt og fotograf Simon Borg, der befinder sig i byen, fortæller han, at en artillerigranat eksploderede halvanden meter fra ham:

- Mit ansigt og overkrop blev fyldt af splinter. Men jeg var ved bevidsthed hele tiden, og jeg er ved at komme mig nu, så jeg kan tage tilbage.

For tilbage vil han, siger han grinende – og gerne så hurtigt som muligt. For det gælder folks liv, forklarer han:

- At se folk omkring mig, og hvor forfærdeligt, det er. At se kammeraterne gå gennem Butja og med egne øjne se, hvad de (russerne, red.) gjorde mod kvinderne.

Fremmedkrigere fra hele verden har signalværdi

Amerikanske Manus er ikke den eneste fremmedkriger i Ukraine. Mange nationaliteter har meldt sig til den ukrainske fremmedlegion senest har to japanske statsborgere ifølge Rasmus Tantholdt meldt sig under fanerne.

De spiller ikke en afgørende rolle i forhold til muligheden for Ukraine at vinde krigen, men for den enkelte ukrainske deling kan det have en betydning. For ligesom den dræbte dansker er også Manus en erfaren og uddannet soldat.

- Når der kommer soldater, der kan betjene de våben, som de bliver udstyret med, så har det en betydning, forklarer Rasmus Tantholdt.

Og så spiller deres tilstedeværelse i Ukraine en rolle i forhold til signalværdien – at kunne sige til Rusland, at der kommer folk fra hele verden for at kæmpe på ukrainsk side.

Ukrainerne kæmper for deres liv - men hvorfor kæmper udenlandske statsborgere?

Ukrainernes ukuelige og vedholdende kampvilje for ikke at lade deres land falde i russiske hænder har gang på gang overrasket omverdenen i den nu over to måneder lange krig.

Mens Rasmus Tantholdt som erfaren krigskorrespondent kalder kampviljen ”en ekstrem oplevelse,” mener amerikanske Manus, at den i sidste ende vil gøre ukrainerne til sejrherre.

- Jeg har aldrig set noget lignende. Jeg tror ikke, at russerne nogensinde vil kontrollere det område, som de ønsker, når ukrainerne har den kampvilje, siger han til TV 2.

Men hvad er det, der driver udenlandske statsborgere til frivilligt at kæmpe for en familie, by, et land og hjem, som ligger langt væk fra deres?

Fra Manus lyder svaret, at han kæmper for den frie verdens værdier og for den familie, han endnu ikke har.

- Han føler, at han kæmper på vegne af de børn og børnebørn, han eventuelt får på et tidspunkt, siger Rasmus Tantholdt.

Om det bliver muligt for Manus at vende tilbage til fronten, er uvist.

Ifølge lægerne på hospitalet får han formentlig synet igen på det ene øje, mens der kun er 50 procents chance for, at han får synet tilbage på det andet.

I modsætning til den 25-årige dansker har han dog stadig livet i behold.