Coronavirus

Femte covid-bølge kan være på vej melder Sydafrika

Trods flere smittede i Sydafrika er presset på landets hospitaler ikke steget, siger forsker.

En fremtrædende forsker ved Sydafrikas nationale institut til forebyggelse af sygdomme Waasila Jassat siger fredag, at der ikke er tegn på, at en udløber af coronavirussen Omikron fører til flere tilfælde af syge.

Landets sundhedsminister, Joe Phaahlakan, oplyste tidligere fredag på et pressemøde, at Sydafrika kan være på vej ind i en femte bølge af smitte med covid-19.

Men, ifølge Jassat, er presset på de sydafrikanske hospitaler ikke steget – hverken i form af indlæggelser eller brugen af ilt til syge.

Omikron spredte sig i december til Europa og resten af verden fra det sydlige Afrika. Virussen er stærkt smitsom, men mindre farlig end tidligere varianter.

Vedvarende stigning i smitte

Sundhedsminister Joe Phaahla siger, at der har været en vedvarende stigning i antallet af smittede over de seneste to uger. Det kan være et tegn på, at Sydafrika bevæger sig ind i en femte bølge med smitte, siger han.

Det er en tendens, som Verdenssundhedsorganisationen (WHO) bekræfter.

Men der er ikke konstateret et stigende antal døde med covid-19.

Phaahla siger, at han ikke er blevet informeret om nogen ny variant af covid-19. Kun om mindre forandringer i den dominerende Omikron-variant.

Sydafrika er det land i Afrika, der har registreret flest smittede og døde med covid-19. Der har været 3,7 millioner smittede og over 100.000 døde.