Rusland invaderer Ukraine

Vesten sender tunge våben afsted til Ukraine, men gør det os til part i krigen?

Ifølge ekspert handler det fra Vesten om at give så meget støtte som muligt, uden at man direkte opfattes som en part i konflikten.

Danske panserværnsraketter, amerikanske helikoptere og tyske antiluftskytskampvogne.

Siden Ruslands invasion i Ukraine har flere lande sendt våben afsted til Ukraine. Senest er den ukrainske hær begyndt at tage "NATO-våben" i brug i krigen mod Rusland.

I forrige uge annoncerede USA's præsident, Joe Biden, at USA sender nye våben og udstyr til en værdi af 800 millioner dollars, mere end 5,5 milliarder kroner, til Ukraine. Noget, der har fået den ukrainske udenrigsminister, Dmytro Kuleb, til at kalde det for "en ny fase i krigen".

Men hvor meget kan Vesten egentlig hjælpe med at levere våben, før de bliver en part i krigen?

En hårfin balance

Ifølge Steen Kjærgaard, der er major og militæranalytiker på Forsvarsakademiet, balancerer Vesten på en hårfin linje, når den sender våben afsted.

- Vi bevæger os virkelig i en gråzone, siger han.

Han vurderer, at der er en risiko for, at Rusland opfatter våbenhjælpen som, at Vesten bevæger sig tættere og tættere på at være en "aggressiv part".

Det militære materiel, som i den seneste tid er blevet sendt til Ukraine, er nemlig noget, der er "voldsomt avanceret", og ifølge ham kan det ikke bare udleveres og tages i brug med det samme. Det kræver både uddannelse og træning i, hvordan ukrainerne skal håndtere våbnene, siger han.

Netop uddannelsen og rådgivningen i våben er en del af kernen i spørgsmålet om, hvornår Vesten bliver en aktiv part, uddyber han.

- Det må ikke være sådan, at når ukrainerne bruger våbnene, så er de afhængige af, at der sidder nogle ovre i Polen og fjernhjælper dem, for så risikerer de også at blive part i konflikten, vurderer han.

Der har været eksempler på, at Storbritannien har tilbudt at træne ukrainske soldater i Storbritannien og herefter sende dem retur til Ukraine, så de kan benytte de våben, som briterne har stillet til rådighed. Han fremhæver også, at enkelte lande i begyndelsen valgte ikke at sende våben afsted, fordi de netop frygtede at blive en part i krigen.

Ifølge Steen Kjærgaard afhænger det af, om NATO og andre lande stadig har såkaldt "effektiv kontrol" med våbnene.

- Det gælder om, at i det øjeblik, de har afleveret materielet, har de intet at gøre med det. De skal hverken støtte det logistisk, teknisk eller efterretningsmæssigt, siger han.

Ikke en part

Spørger man Kenneth Øhlenschlæger Buhl, der er militærforsker ved Institut for Strategi og Krigsstudier i Forsvarsakademiet, skal der dog mere til, før NATO bliver en part i krigen rent juridisk.

Han peger på, at regler om neutralitet går helt tilbage til Haag-konventionerne fra 1907 – altså for mere end 100 år siden.

- Dengang lød det, at hvis to lande var i krig, måtte andre lande ikke hjælpe dem, for eksempel ved at levere våben til dem, siger han,

Men ifølge ham er lovgivningen på mange måder forældet, da staterne ikke har overholdt dem længe. Det kan derfor godt være, at landene overtræder de "klassiske" neutralitetsbestemmelser, når de leverer militært isenkram, men det har ikke gjort dem til parter i en væbnet konflikt.

Derfor må der i dag anlægges andre standarder for, hvornår en stat er part i en krig, mener Kenneth Øhlenschlæger Buhl, der peger på to måder:

En stat kan begå en aggressionshandling, for eksempel ved at angribe et andet land, som Rusland har angrebet Ukraine. Det kan også være at stille sit territorium til rådighed for et sådant angreb, som man eksempelvis så, at Hviderusland gjorde det for Rusland.

En anden måde ville være, hvis Rusland angreb et eller flere NATO-lande. Det ville automatisk gøre de pågældende lande til parter i konflikten.

Han anerkender, at Ukraine med de nye våben formentlig er nødt til at få hjælp af et NATO-land til at kunne lære at bruge dem, men, siger han:

- NATO-landenes hjælp til at lære at anvende disse våben er altså ikke nok til, at de hermed selv bliver part i konflikten.

Det betyder ikke, at NATO står uden for krigen, og han tilslutter sig synspunktet om, at Rusland opfatter våbenhjælpen som en aktiv stillingtagen.

- Det begynder mere og mere at ligne det, vi kalder en stedfortræderkrig. At NATO ikke selv er en aktiv part i krigen, men bruger Ukraine til at udkæmpe konflikten for sig, vurderer Kenneth Øhlenschlæger Buhl.

Formålet er at forhindre Rusland i at vinde, fordi det overordnet vil resultere i en større trussel mod NATO og hele den europæiske sikkerhedsarkitektur, siger han.

Vil signalere, at det ikke er vores konflikt

Rusland har allerede tydeligt meldt ud, at hvis NATO leverer våben ind i Ukraine, så vil de leverancer kunne blive udsat for angreb på ukrainsk jord, og ifølge Steen Kjærgaard sætter det krigen i et nyt perspektiv, hvis vi blev opfattet som part.

- Hvis Rusland opfatter Vesten som aktivførende i krigen, så bliver vi også mål for militære operationer, og krigen kan eskalere meget, meget mere, siger Steen Kjærgaard.

Begge eksperter er dog enige om, at hverken NATO eller Rusland er interesserede i at komme i en direkte konflikt med hinanden.

- For så kan Rusland sige, at NATO er den aggressive part. Vi giver Ukraine noget materiel, men vi vil gerne signalere, at det ikke er vores konflikt, og at vi ikke er den aggressive part, siger han.

Steen Kjærgaard kan dog godt høre, at det lyder dobbelttydigt og fremhæver også, at USA blandt andet har meldt ud, at landet vil blive ved med at sende våben til Ukraine, indtil Rusland trapper ned i krigen.

- Amerikanernes melding var så entydig, at på et tidspunkt kan det godt være, at vi ikke længere kan fastholde perspektivet om ikke at være part.