USA's vicepræsident Kamala Harris har fået corona
Kamala Harris har ikke været tæt på Joe Biden og vil nu arbejde hjemmefra, til hun bliver testet negativ.
USA's vicepræsident, Kamala Harris, er blevet testet positivt for coronavirus. Det meddeler Det Hvide Hus tirsdag.
Harris har ingen symptomer, og på grund af rejseaktivitet har hun ikke været tæt på USA's 79-årige præsident, Joe Biden, for nylig.
Vicepræsidenten vil nu isolere sig, fortsætte sit arbejde og først vende tilbage til Det Hvide Hus, når hun bliver testet negativ.
Det oplyser hendes talsperson, Kirsten Allen.
Flere tilfælde af coronasmitte
På det seneste har der været flere tilfælde af coronasmitte i og omkring Det Hvide Hus.
Harris' mand, Doug Emhoff, samt hendes kommunikationschef, Jamal Simmons, har været smittet inden for de seneste uger.
Det samme har Det Hvide Hus' to primære talskvinder, Jen Psaki og Karine Jean-Pierre.
Visse dele af USA oplever en stigning i antallet af nye tilfælde af coronasmitte. Det skyldes udbredelsen af den mere smitsomme omikron-variant, der også er den dominerende variant i Danmark og mange andre lande.
Overordnet set er antallet af registrerede smittetilfælde dog faldende i USA. Landet er i vid udstrækning ved at vende tilbage til en mere normal tilværelse, hvor folk går på arbejde og ses med venner og familie, som de plejer.