Udland

Elon Musk køber Twitter for svimlende milliardbeløb

Elon Musk lover, at det sociale medie vil blive "bedre end nogensinde" med en række nye funktioner.

Verdens rigeste mand, Tesla-direktøren Elon Musk, har købt det sociale medie Twitter.

Det oplyser selskabet i en pressemeddelelse.

Elon Musk køber Twitter for det svimlende beløb 44 milliarder dollars, svarende til 305 milliarder kroner.

Prisen svarer til 54,20 dollars pr. aktie, og ved fuldførelsen af aftalen vil Twitter blive et privatejet selskab.

- Ytringsfrihed er fundamentet i et velfungerende demokrati, og Twitter er det digitale torv, hvor emner, der er vigtige for menneskehedens fremtid, bliver diskuteret, siger Elon Musk i meddelelsen.

Her lover han også, at Twitter vil blive "bedre end nogensinde" med en række nye funktioner.

Med købet af Twitter overtager Musk en af de mest benyttede beskedtjenester i verden. Twitter har selv oplyst, at tjenesten har omkring 330 millioner månedligt aktive brugere.

Har flirtet med tanken i en måned

I knap en måned har Musk bejlet til muligheden for et køb af mediegiganten. 4. april meddelte Elon Musk, at han havde købt 9,1 procent af Twitters aktier.

Twitter er milliardærens foretrukne medie, men han har ad flere omgange luftet sin utilfredshed med, hvordan det fungerer.

Konkrete ønsker til fornyelser har dog været mindre tydelige, men han har blandt andet nævnt, at der bør være en mulighed for at redigere opslag, efter de er publiceret.

I et interview 14. april sagde Musk, at han "ikke har alle svarene endnu" for et eventuelt køb af Twitter. Han løftede imidlertid sløret for sine ambitioner om, at Twitter i højere grad skal være et "offentligt mødested" for alle holdninger og meninger.

Skeptisk over for bandlysninger

Siden starten af 2021 har Twitter i tråd med andre giganter inden for sociale medier strammet reglerne for, hvad der må ytres på mediet.

Blandt andre USAs forhenværende præsident Donald Trump fik sin konto suspenderet for bestandig for at undgå "opildnen til yderligere vold", som Twitter udtrykte det.

Elon Musk udtrykte under interviewet 14. april skepsis over for beslutningen om permanent at bandlyse profiler.

Tidligere udmeldinger fra Elon Musk har været taget dårligt imod fra bestyrelsen i Twitter, der har beskrevet dem som "uvelkomne".

I pressemeddelelsen fra selskabet lyder det nu:

- Twitters bestyrelse har gennemført en gennemtænkt og omfattende proces for at vurdere Elons forslag med et bevidst fokus på værdi, sikkerhed og finansiering. Den foreslåede transaktion vil levere en betydelig kontantpræmie, og vi mener, at det er den bedste vej frem for Twitters aktionærer.