Et bizart optrin få dage før Ruslands invasion siger meget om, hvordan Putins krig indtil videre er gået.

Søndag er det to måneder siden, at Rusland invaderede Ukraine. De fleste husker sikkert det ikoniske møde i Ruslands sikkerhedsråd fire dage inden, hvor Ruslands præsident, Vladimir Putin, afhørte sine undersåtter om deres vurdering af situationen i Donbas. Scenen var surrealistisk.

Da Putin ydmygede efterretningschef Sergey Naryshkin for rullende kameraer, manglede han blot en hvid kat på armen, en knap til et hajbassin og et par glubske hvidhajer under Naryshkin, før vi havde haft scenen fra en tidlig James Bond-film med Putin som real life-versionen af skurken Ernest Stavro Blofeld.

Trods den dårlige dag på kontoret er Naryshkin så vidt vides fortsat på fri fod. Mindre heldige er mange af de øvrige, der har fejlet i Putins øjne. De har nu til huse i det berygtede Lefortovo-fængsel eller i cellerne under FSB-hovedkvarteret i Lubyanka-bygningen. Mange er blevet arresteret fra forsvar og efterretningstjenester, så der er sandsynligvis trængsel i cellerne.

En krig mellem fakta og fiktion

Jeg nævner den surrealistiske scene, fordi den i mine øjne er central for at forstå krigen.

Ruslands krig i Ukraine er på den ene side blodig realisme på slagmarken, men på den anden side bliver den ført ud fra Putins fiktive univers. Hvis generalerne ikke leverer succes på virkelighedens slagmarker i Ukraine ud fra den fiktive verdens målsætninger, er en envejsbillet til Lefortovo eller Lubyanka den sandsynlige konsekvens.

Når den mangeårige efterretningschef Naryshkin rystede og bævede af angst, da han var til afhøring foran Putin, var det givetvis, fordi han vidste, at den virkelige verden ikke ville komme til at passe med Putins fiktive univers. Han havde formentlig nys om i hvert fald nogle af de problemer, der ville vente.

Det har været symptomatisk for den russiske krigsførelse siden dag et, at den har hvilet på urealistiske forudsætninger. Det har også været symptomatisk, at tilpasningerne til realiteterne er sket for sent og har været utilstrækkelige.

Fortsat målsætninger fra det fiktive univers

Ved det bizarre optrin i sikkerhedsrådet talte Putin om at "afnazificere" og fjerne narkomaner. Putins målsætning var at fjerne den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, og indtage Ukraine hurtigt.

Forsøget varede i omkring seks uger. I den periode var de russiske tab af personel og materiel meget omfattende. De enheder, der havde været indsat omkring Kyiv, Tjernihiv og Sumy, var ikke længere kampduelige.

Selvom de militære operationer nu er begrænset til Donbas og det sydlige Ukraine, er det ikke min vurdering, at Putins målsætning er ændret på lang sigt: Det er sandsynligvis fortsat en marionetregering i Kyiv. Det, der bliver talt om fra officielt russisk hold nu, er dog "forsvar af Donbas" og kontrol over Sydukraine. Det er sandsynligvis et forsøg på at kunne fremvise succes inden årsdagen for Ruslands sejr over Nazityskland 9. maj.

Normalt ville jeg afvise, at noget så arbitrært som en helligdag ville komme i spil til en målsætning, men i Putins fiktive univers har jeg ikke svært at forestille mig, at generalerne har fået ordrer om at sikre en hurtig sejr, der kan bruges på den symbolsk vigtige dato.

Selv begrænset målsætning bliver svær at nå

Rusland startede offensiven i Donbas for en uge siden efter at have brugt et par uger på at tilføre flere styrker. Siden har de trykket på og er lykkedes med at indtage en række landsbyer i det nordlige Donbas.

Endnu tyder slagene dog på, at Rusland ikke for alvor kan ødelægge det ukrainske forsvar. De foreløbige oplysninger antyder, at de enheder, der er blevet tilført fra det nordlige Ukraine, kun har begrænset kampstyrke på grund af mangler på både personel og materiel.

Normalt siger man, at der skal skabes et overtal på 3:1 for at kunne gennemføre en succesfuld offensiv. Det kunne Rusland teoretisk set skabe, hvis de lagde tyngde på højst tre fronter, og Ukraine ikke var forberedt på det. I stedet er indtrykket, at Rusland forsøger at åbne mange fronter i Donbas.

De oplysninger, der er tilgængelige om styrkeforholdet, tyder på, at forholdet i området ligger i omegnen af 1,5:1. Det russiske overtal er muligvis større ved byen Izium, hvor de har samlet den største styrke.

De anslåede tabstal fra den første uge tyder på, at forholdet mellem de to hære er uændret i forhold til slagene i nord: Ukrainerne trækker sig tilbage og designer angrebszoner, hvor de sætter dødbringende angreb ind. Derfor ser vi høje russiske tabstal.

Selv hvis det skulle lykkes for Rusland at indsætte eksempelvis tre nye kampgrupper – omtrent 2500 soldater – på en uge, vil de sandsynligvis tabe tæt på et tilsvarende antal i samme periode. Der er derfor langt til et brugbart overtal.

Meget tyder derfor på, at den filmkulisse, Putin har designet for sig selv med en fejring af en ny sejr over nazismen inden 9. maj, har været med til at presse de russiske generaler til endnu et fejltrin. De havde muligvis haft en chance, hvis de havde haft tid til at opbygge flere kampklare enheder til brug for offensiven.

1,5:1 er urealistisk matematik til at føre en offensiv. Når vi samtidig ved fra slagene i nord, at ukrainerne har været dygtigere end russerne til taktik, efterretninger og logistik, er der en reel risiko for, at det næste bliver, at filmkulisserne helt braser sammen for Putin.

Måske er det ikke så underligt, at Putin ved det seneste filmoptrin med forsvarsminister Sergej Sjojgu greb fat i bordkanten under hele scenen. Det var i hvert fald langt fra den selvsikre præsident, der for godt to måneder siden afklædte sin efterretningschef på ren Blofeld-manér.