Rusland invaderer Ukraine

Andre lande kan være Ruslands næste mål, advarer Zelenskyj

Hvem bliver de næste, spørger den ukrainske præsident. Han mener, at Rusland også vil invadere andre lande.

Rusland vil også invadere andre lande end Ukraine.

Det viser en kommentar fra en russisk general, som faldt fredag, mener den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj.

- Det bekræfter bare, hvad jeg har sagt mange gange. Den russiske invasion af Ukraine er kun tiltænkt som begyndelsen. Bagefter vil de erobre andre lande, siger Zelenskyj ifølge BBC.

Bedre adgang til Moldova

Den russiske general Rustam Minnekajev sagde fredag, at Ruslands mål med invasionen er at komme i kontrol med det østlige og sydlige Ukraine.

Derudover sagde han – hvilket Zelenskyj bider ekstra mærke i – at kontrol over disse områder vil sikre bedre adgang til den pro-russiske udbryderrepublik i Moldova ved navn Transdnestr.

Transdnestr ligger op til den ukrainske-moldoviske grænse i den vestlige ende af Ukraine.

De første på stien

Det viser, at invasionen af Ukraine bare er et første skridt fra Rusland, mener Zelenskyj.

- Alle nationer, der – ligesom os – tror på livets sejr over døden, må kæmpe med os. De er nødt til at hjælpe os, fordi vi er de første på denne sti. Men hvem bliver de næste?

- Hvis nogen, som kan blive de næste, vil forblive neutrale i dag for ikke at miste noget, så er det meget risikabelt. For de vil miste alt, siger Zelenskyj.

Moldova har indkaldt den russiske ambassadør til en samtale efter den russiske generals kommentar.

Landkorridor til Krim

Det østlige Ukraine dækker over de to regioner Luhansk og Donetsk. Her pågår lige nu kampe mellem russiske soldater og styrker fra pro-russiske grupper mod ukrainske soldater.

De to regioner tilsammen kaldes ofte også for Donbas.

Ifølge den russiske general er Ruslands mål i det sydlige Ukraine en landkorridor til halvøen Krim.

Rusland invaderede Ukraine 24. februar. Dermed har krigen været i gang i cirka to måneder.