Putin har opnået, hvad han ville i Mariupol, siger militæranalytiker
Det giver god mening for Rusland ikke at angribe stålværket, da det ville betyde store militære tab for dem, siger Kristian Lindhardt.
Gennem halvanden måned har den østukrainske by Mariupol været belejret og udsat for voldsomme bombardementer, der har efterladt byen i ruiner.
Men onsdag annoncerede Ruslands præsident, Vladimir Putin, at de russiske styrker har kontrol med byen, og at kampene er overstået. Det er til trods for, at der fortsat er ukrainske forsvarstropper på stålværket Azovstal.
- Russerne har operativ kontrol med byen. De ville have infrastrukturen, og det har de nu, siger Kristian Lindhardt, der er major og militærforsker ved Institut for Strategi og Krigsstudier på Forsvarsakademiet.
For Rusland handlede erobringen af Mariupol nemlig ikke kun om ”afnazificering”, men også om at få en landkorridor til den ulovligt annekterede Krimhalvø.
Stålværket
Over jorden er stort set hele det omringede stålværk Azovstal i byen Mariupol ødelagt, og under jorden er civile, ifølge den ukrainske kaptajn Svjatoslav Palamar, fanget under sammenstyrtede bygninger.
Beslutningen om ikke at angribe værket og de resterende ukrainske styrker er af flere årsager god logik, hvis man spørger militærforskeren.
- Når Putin siger, at de ikke vil gå ind, sparer han ikke blot sine soldater fra en kamp, hvor de vil lide store tab, han udviser også fra et russisk perspektiv storsind over for de tilbageværende ukrainere ved ikke at angribe, siger Kristian Lindhardt.
Samtidig understreger han, at så længe Putin kan sikre, at der ikke kommer forsyninger eller ukrainske soldater ind og ud, er det bedre for Rusland at sulte ukrainerne ud af deres forsvarsstilling.
De nye russiske forpligtigelser
Mere end 90 procent af byen menes at være blevet destrueret af de russiske angreb, og tusindvis af mennesker er endt i massegrave. Men der er fortsat omkring 100.000 mennesker tilbage i den ødelagte by, og samtidig har Vladimir Putin udtalt, at ukrainere, der har forladt byen, trygt kan vende tilbage.
Men med den nyvundne kontrol følger et særligt ansvar for Rusland.
- I og med at han siger, der er kontrol med byen, har han også ansvaret for menneskerne. Det vil sige, at han skal sikre vand, varme, mad, medicin og alle de andre fornødenheder, siger Kristian Lindhardt.
Nok til at afværge angreb
Azovstal-stålværket er et enormt industrikompleks på 11 kvadratkilometer. Det er fyldt med underjordiske tunneler og kældre. Og, ifølge den ukrainske kaptajn Svjatoslav Palamar, er det blevet beskudt fra russiske krigsskibe, der har brugt såkaldte bunker buster-bomber, der er i stand til at ramme mål dybt under jorden.
Og det er netop der, at de civile opholder sig. Det siger kaptajnen, der er en del af den kontroversielle Azov-bataljon, til BBC.
- Alle bygninger på Azovstals territorie er stort set ødelagt. De kaster tunge bomber – bunker buster-bomber, som forårsager enorme ødelæggelser. Vi har sårede og døde inde i bunkerne. Nogle civile er fortsat fanget under de kollapsede bygninger, siger Svjatoslav Palamar.
Han fortæller desuden, at det er uvist, hvor mange civile der befinder sig i bygningerne, men at de opholder sig i kældre med mellem 80 og 100 mennesker i hver, og han opfordrer til, at de kan blive evakueret.