Fransk Valg

Nervøse EU-statsledere blander sig i fransk valgkamp: Hun har valgt Putins linje

På valgkampens sidste dag blander socialdemokratiske statsledere fra Portugal, Spanien og Tyskland sig i det franske valg.

Det sker sjældent, at europæiske statsledere blander sig så direkte i en national valgkamp, som tre EU-statsledere fredag gjorde i Frankrig.

- Det franske præsidentvalg er for os som intet andet valg, skriver Tysklands, Spaniens og Portugals socialdemokratiske regeringsledere fredag i en fælles kronik i den store franske avis Le Monde.

Valget som de franske vælgere står overfor er afgørende, ikke kun for Frankrig, men for hele Europa, skriver de. Det er et valg mellem en "demokratisk kandidat" og en “kandidat yderst til højre, der åbent har valgt side med dem, der angriber vores frihed og demokrati.”

Selvom ingen navne nævnes, kan kronikken kun læses som en støtte til Frankrigs siddende præsident, Emmanuel Macron, og et voldsomt angreb på det højrenationale Rassemblement Nationals udfordrer til posten, Marine Le Pen.

De anklager hende for at have den russiske præsident Vladimir Putin som politisk og ideologisk forbillede. Hun og andre nationalistiske europæiske politikere har "kopieret hans angreb på minoriteter og diversitet. De deler hans drøm om en ensartet nation. Det må vi ikke glemme, selvom disse politikere nu forsøger at distancere sig" fra Putin, skriver de.

Forbindelser til Putin var del af sidste tv-duel

Putin var også på dagsordenen under den sidste debat onsdag.

Under den tre timer lange debat beskyldte Macron Le Pen for at have for tætte forbindelser til Rusland og landets præsident, Vladimir Putin.

Macron henviste til, at Le Pen forholdt sig passivt, efter at Rusland i 2014 annekterede den ukrainske halvø Krim, og at hun ikke talte imod Rusland under den russiske hærs voldsomme angreb i Syrien.

Macron henviste også til, at Le Pen i 2017 modtog et stort millionbeløb fra en russisk bank, som står den russiske ledelse nær.

Nervøse europæiske statsledere

Med Le Pen i præsidentpaladset frygter de europæiske statsledere et Frankrig, der hvis ikke det melder sig helt ud af EU, så i praksis melder sig ud af det europæiske projekt.

De peger på Brexit-kampagnen, der skulle give Storbritannien "kontrollen tilbage", men i stedet "forstyrrede Storbritanniens transport- og forsyningskæder, forårsagede et kollaps i handlen med udlandet og skabte inflation, der generelt er højere end i Euro-området".

Kronikken er underskrevet af Spaniens premierminister, Pedro Sánchez, Portugals statsminister, António Costa, og Tysklands kansler, Olaf Scholz.

Det er usikkert, hvilken betydning deres indlæg i præsidentvalget får. USA’s daværende præsident Barack Obama blandede sig på lignende vis i valgkampen frem mod Brexit. Ifølge den britiske avis The Guardian mente flere Brexit-fortalere faktisk, at det hjalp dem.

Macron fører, men langt fra så stort som sidst

Selvom Macron fører med over 10 procentpoint i meningsmålingerne og forspringet derfor ligger uden for målingernes usikkerhedsmargin, så viser det sjældne angreb de europæiske statslederes nervøsitet omkring valget.

Hvor tæt det bliver, finder vi ud af søndag.