Rusland invaderer Ukraine

Ukraine får 20 ekstra jagerfly på vingerne

Foruden reservedele til flyene forventes det, at amerikanerne er klar med endnu en enorm støttepakke til landet.

Det ukrainske luftvåben har føjet cirka 20 fly til sin styrke efter at have modtaget en stor sending reservedele fra et ukendt antal lande. Det oplyser en ledende amerikansk embedsmand ifølge CNN.

Det vides ikke, hvilke lande der har bistået med leveringen, men ifølge embedsmanden har USA og andre lande samarbejdet om at "give dem de dele, de mangler til at få flyene i luften".

Tirsdag lød det fra den presseansvarlige i det amerikanske forsvarsministerium, Pentagon, John Kirby, at Ukraine havde modtaget nye fly, men den melding blev onsdag trukket tilbage.

- Jeg havde forstået, at et tilbud fra et andet land var blevet effektueret. Det var det ikke, så jeg kom til at foregribe tingene, sagde han.

Yderligere amerikansk militærhjælp

Den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, har gentagende gange anmodet lande om at sende de ældre Mig-29-jagerfly til landet. En flytype fra sovjettiden som de ukrainske piloter ved, hvordan man flyver.

Noget, som ingen lande altså har valgt at gøre endnu. Amerikanerne har ifølge Washington Post imidlertid besluttet at sende 16 Mi-17-helikoptere til Ukraine. Det er også en sovjethelikopter, som USA egentligt havde indkøbt til den afsatte afghanske regering.

Samtidig ventes præsident Joe Biden torsdag at offentliggøre planer om yderligere militærhjælp til Ukraine for at hjælpe med at kæmpe mod den russiske invasion. Det oplyser en amerikansk embedsmand, der taler på betingelse af anonymitet, til nyhedsbureauet AP.

Flere amerikanske kilder oplyser til CNN, at der vil blive tale om en militær hjælpepakke på næsten 5,5 milliarder kroner.

Det ukrainske luftforsvar

På trods af et noget nær konstant bombedement fra russiske missiler og artilleri og angreb på baser er det ukrainske luftvåben i det store hele intakt.

I de første uger af marts oplyste de ukrainske myndigheder, at de var i besiddelse af 56 operative kampfly.

Dengang lød det, at ukrainerne kun brugte deres fly i begrænset omfang, men i kombination med transportable antiluftskytsmissiler og S-300 jord til luft-missiler har de forhindret russerne i at tage kontrol med luftrummet.

Kontrol med luftrummet vurderes at være essentielt, hvis Rusland skal få succes med at omringe de ukrainske styrker i Østukraine.

- Rusland formoder, at de har luftherredømmet – men det har de ikke, tværtimod kan de ikke flyve uden en del problemer. Det er en af russernes helt store svagheder, som viste sig helt fra begyndelsen af krigen, siger Anders Puck Nielsen, der er militærforsker ved Center for Maritime Operationer, til TV 2.