Krigen i Ukraine

Nye satellitbilleder viser tegn på massegrave nær Mariupol

Borgmesteren i Mariupol anslår, at flere end 20.000 civile er blevet dræbt under belejringen af havnebyen.

Nye satellitbilleder fra teknologivirksomheden Maxar Technologies viser det, som borgmesteren i Mariupol kalder russiske massegrave.

Billederne er fra landsbyen Manhush 20 kilometer vest for Mariupol, der siden krigens begyndelse har været under russisk belejring.

Ifølge borgmesteren, Vadym Bojtjenko, skjuler Rusland sine ”barbariske” krigsforbrydelser ved at begrave dræbte civile i massegravene. Det skriver The Guardian.

- Russerne har gravet enorme grøfter, 30 meter brede. De har kastet mennesker derned, siger han til det britiske medie.

Borgmesteren hævder, at russiske styrker har samlet lig op fra gaderne i Mariupol, kørt dem til Manhush og i hemmelighed lagt dem i massegrave på en mark ved siden af landsbyens gamle kirkegård.

Flere end 200 grave

Satellitbillederne fra Maxar Technologies er taget fra 19. marts til 3. april. Ifølge den amerikanske virksomhed er gravene blevet udvidet fra 23. til 26. marts til at rumme flere end 200 grave.

Gravene er inddelt i fire sektioner af 85 meter. I alt over 300 meter.

Herunder kan du "trække" i pilen for at se forskellen fra marts til april. De nyeste grave ses øverst i billedet lige under vejen.

Mariupol 19. marts.
Massegrav i Mariupol 3. april.

Da de ukrainske myndigheder i begyndelsen af måneden fandt en massegrav i Butja uden for Kyiv, gravede de 70 lig op. Den grav var 14 meter lang og halvt så bred. Det skriver Petr Andrjusjtjenko, der er rådgiver for borgmesteren i Mariupol, på beskedtjenesten Telegram.

Han konkluderer på den baggrund, at russerne har gjort plads til at begrave mindst 3000 dræbte civile i Manhush.

TV 2 har ikke kunnet verificere oplysningerne.

Tusinder af civile hævdes dræbt

Borgmesteren i Mariupol anslår, at flere end 20.000 civile er blevet dræbt under belejringen af havnebyen, der før krigen havde over 400.000 indbyggere. Nu er der omkring 100.000 civile tilbage i byen, anslår myndighederne.

Sekretariatet for FN’s højkommissær for menneskerettigheder, OHCHR, har hidtil registreret 2345 dræbte civile i hele landet. OHCHR vurderer dog, at det reelle tal er betydeligt højere, fordi intense krigshandlinger i nogle dele af landet besværliggør registreringen. Det gælder blandt andet i Mariupol.

Rusland hævdede torsdag at have ”befriet” byen, selvom flere hundrede ukrainske soldater stadig forskanser sig på det enorme stålværk Azovstal.

USA sår tvivl

Den amerikanske præsident, Joe Biden, har senere slået tvivl om, hvorvidt russiske styrker har fuld kontrol med byen.

- Der er endnu ingen beviser for, at Mariupol er fuldstændig faldet, siger Joe Biden.

Sent onsdag aften lyder det fra det amerikanske udenrigsministerium, at ukrainske styrker fortsat holder stand i byen.

En talsmand for ministeriet, Ned Price, siger ifølge Reuters, at der er er al mulig grund til at tro, at den russiske udmelding er "endnu mere misinformation fra deres slidte taktikbog".