Unikke billeder viser Azovstal, der er blevet alle soldaters værste mareridt
De sidste kampe i Mariupol skal stå på stålværket Azovstal. Det bliver frygtelige nærkampe mellem døve og blændede soldater, siger dansk ekspert.
Der er ikke meget tilbage af den ukrainske modstand i den belejrede by Mariupol.
Måske 1000 soldater, der har barrikaderet sig på et enkelt stålværk, Azovstal, i centrum af byen.
Her har de selskab af omkring 1000 civile, oplyser bystyret i Mariupol.
Stedet er til gengæld velvalgt, og det kan give de russiske angribere store problemer at nedkæmpe den sidste modstand.
Stålværket er kæmpestort og fylder et område på 11 kvadratkilometer. Til sammenligning er det et større område end Frederiksberg Kommune midt i København.
Området er afgrænset af et havneområde mod Det Azovske Hav i syd, Kalmius-flodens udmunding mod vest og nord samt et net af jernbanelinjer på alle sider.
Tyve gange værre i dag
De store industribygninger er et kompleks af solide fabriksbygninger af beton og stĂĄl med smelteovne og solide industrimaskiner, der alt sammen er forbundet af et virvar af underjordiske tunneller, skabt til at transportere rĂĄvarer og reservedele rundt pĂĄ fabrikken.
Og det overvældende kaos inde i bygningerne, der fremgår af billederne fra før krigen, er kun blevet 20 gange værre efter en måneds luftbombardementer og artilleribeskydning.
Det siger major Mikkel Storm Jensen, der er militær forsker ved Institut for Strategi og Krigsstudier på Forsvarsakademiet, til TV 2.
- Der er brande. Og lokalerne er fulde af støv og aske, der hvirvles op, når man bevæger sig. Det er svært at orientere sig, og det er er et mareridt at opholde sig i, siger han.
Når kampene begynder, bliver det bare endnu værre, fortæller han:
- Når man kæmper indendørs, lyder skuddene øredøvende højt, og alle soldaterne bliver stokdøve. Der er mørkt, tåget og fyldt af røg, og soldaterne bliver blændet af mundingsflammerne fra våbnene. De bliver ramt af rikochetterende kugler, der rammer væggene og bliver mast flade, før de rammer, forklarer han.
Angribere og forsvarere
Under sådanne kampe har forsvarerne alle de bedste kort på hånden. Faktisk siger en militær tommelfingerregel, at én forsvarer i bykamp svarer til ni angribere.
- Forsvarerne har forberedt hvert eneste område til deres forsvar. Der er små stillinger med overlappende skydefelter, både oppe under loftet og på gulvet. Forsvarerne har også forberedt deres bevægelser, så de kan flytte sig og måske forsvinde ned i tunneler og kloakker, forklarer Mikkel Storm Jensen.
Under de forhold er det et mareridt at skulle angribe.
Brug af køretøjer er udelukket, så der er ikke andet at gøre end at sende soldater ind.
- De trænger frem fra rum til rum, fra hjørne til hjørne. De kaster håndgranater ind i et rum, skyder derind og følger selv efter, mens de håber, at forsvarerne derinde er døve og blændede, siger han.
Beskyttelsesrum kan klare atomkrig
Vanskelighederne bliver kun større af, at der også ligger et system af store beskyttelsesrum under fabrikken. Fabrikken blev jævnet med jorden under Anden Verdenskrig, og da man genopbyggede den efter krigen, prioriterede man at forsyne de enorme fabriksbygninger med et system af beskyttelsesrum under jorden.
Den russiske ekspert Yan Gagin, der er rådgiver for den russiskstøttede separatistregering i Folkerepublikken Donetsk, har, ifølge The New York Times, tidligere beskrevet beskyttelsesrummene og nettet af underjordiske tunneler som "designet til at kunne modstå en atomkrig".
- Det er grundlæggende en by nede under byen, har han forklaret.
De solide beskyttelsesrum betyder, at angriberne ikke kan forlade sig pĂĄ, at bombardementer og luftangreb kan udslette de sidste forsvarere, forklarer Mikkel Storm Jensen fra Forsvarsakademiet:
- Russerne må jo trække deres egne soldater væk fra stålværket, før de indleder bombardementerne. Og så ved de ukrainske forsvarere, hvad der er på vej. Så de går i beskyttelsesrummene og kan holde ud der, indtil bombardementerne er forbi, siger han.
Så uanset hvor omfattende luftangreb, de russiske angribere gennemfører, vil der altid være overlevende forsvarere.
Og dermed vil der altid være brug for, at angriberne går ind i området for at fjerne den sidste modstand.
Mad og vand til tre uger
Beskyttelsesrummene under Azovstal-stålværket kom i brug i 2014, da de russiskstøttede oprørere i det østlige Ukraine forsøgte at indtage Mariupol.
Dengang søgte arbejderne på stålværket ly i beskyttelsesrummene, når kampene omkring byen blev for voldsomme.
- Lige siden har vi holdt beskyttelsesrummene i god stand og velforsynede med mad og vand, siger Galina Yatsura, der er informationschef hos ejeren af stålværket, selskabet Metinvest, til The New York Times.
Hun fortæller, at beskyttelsesrummene kan huse 4000 mennesker, og at det har lagret mad og vand til, at de vil kunne klare sig i tre uger.
Dertil kommer, at bystyret i Mariupol har fortalt, at det 2 gange i løbet af de seneste 14 dage er lykkedes den ukrainske hær at bringe forsyninger ind til fabriksområdet.
Petro Andryusjtjenko, der er rådgiver for byens borgmester, tilføjer dog, at det næppe vil være muligt at gøre det igen. De russiske styrker har nemlig blokeret for enhver adgang til fabriksområdet, også for civile, forklarer han The New York Times.
Politisk pres
Det store spørgsmål er så, hvorfor russerne ikke bare belejrer stålværket og venter, indtil sult og tørst tvinger de ukrainske forsvarere til at overgive sig.
Her erkender Mikkel Storm Jensen, at han må nøjes med at komme med et kvalificeret gæt:
- Hvis det var mig, og jeg skulle spare på mine styrker, ville jeg efterlade en sikringsstyrke, der kunne omringe stålværket, og så rykke videre. Så kunne de ukrainske forsvarere sidde derinde, indtil de valgte at overgive sig.
De indespærrede ukrainske soldater har selv sendt en besked ud til omverdenen om, at de ikke har langt igen.
- Vi står over for vores sidste dage, måske kun timer. Vi er fuldstændig omringet, siger den øverstbefalende for de ukrainske styrker i Mariupol, Sergij Volyna, i en meddelelse på Facebook.
Men de russiske styrker har måske ikke mulighed for at vente på, at de indespærrede ukrainere bliver møre og overgiver sig, siger major Mikkel Storm Jensen.
- Jeg tror, at de russiske militære ledere er under et politisk pres for at få kampene i Mariupol afsluttet hurtigt. Politikerne ønsker at kunne sige, at byen er erobret, siger han.
Faktisk har der tidligere været historier fremme om, at de russiske styrker faktisk kun har få ugers frist.
For 9. maj, der er den store russiske festdag, hvor man fejrer sejren i Anden Verdenskrig, har de russiske myndigheder allerede planlagt en sejrsparade gennem Mariupol. Det skriver det ukrainske medie Ukrinform.
