Udland

Netflix-aktien styrtdykker

Netflix kan fremover forvente færre betalende kunde fremfor flere, og det får aktionærer til at flygte.

Streamingtjenesten Netflix' aktier er styrtdykket med omkring 30 procent, da de amerikanske markeder åbner onsdag.

Dermed er Netflix' markedsværdi blevet beskåret med omkring 46 milliarder dollars, ifølge erhvervsmediet Bloomberg. Det svarer til omkring 315 milliarder danske kroner.

Netflix gav tirsdag aften dansk tid analytikere en overraskelse, da de i årets tre første måneder stik imod forventningen ikke fortsatte med at få flere brugere. Derimod havde Netflix tabt omkring 200.000 brugere.

Havde forventet flere abonnenter

Det var forventet, at Netflix havde fået 2,5 millioner abonnenter mere. Samtidig tog Netflix yderligere luften ud af eventuelle forhåbninger om, at der var tale om en enkeltstående begivenhed.

Netflix forventer, at årets andet kvartal vil byde på et fald i antallet af betalende kunder på 2 millioner.

Noget tyder dog på, at det ikke kun er Netflix' aktionærer, der er blevet bekymret af de overraskende tal.

Det danske erhvervsmedie Marketwire noterer sig, at også andre selskaber i samme boldgade er åbnet med et fald i værdi.

Disney står også til fald

Værdien af en aktie i Roku, der laver elektronik til at streame lyd og video fra internettet, falder også fra onsdagens start. Her er dog tale om et fald på omkring 7 procent.

Også Walt Disney, der ud over et filmstudie og meget andet også har en række streamingtjenester, står til et fald i omegnen af 4 procent.

Flere analytikere peger blandt andet over for Bloomberg på, at frygten er, at Netflix bliver nogle af de første til at mærke, hvis forbrugere holder igen med pengene som følge af inflation eller frygten herfor.