Rusland invaderer Ukraine

Folk skreg og bankede på bussens ruder – da indså han, at han var ved at blive bortført

Ukrainere fortæller, at de bliver deporteret og sendt til fjerne egne af Rusland – ifølge ukrainske myndigheder ender mange i arbejdslejre.

Beboerne havde opholdt sig i kælderen under deres ejendom i Mariupol i flere uger, da de fik at vide, at de ville blive evakueret.

For 26-årige Vlad Sjorokjov var det den mulighed, han havde ventet på.

Folk skreg og græd, men dørene åbnede ikke

Vlad Sjorokjov, tidligere indbygger i Mariupol

Hans lejlighed var blevet totalødelagt i et af de utallige bombardementer i den belejrede by i det sydøstlige Ukraine, og han vidste, at han ikke kunne blive i byen.

- Alene den foregående nat havde 11 bomber ramt vores område i løbet af to timer. Så da vi fik at vide, at der ville være en evakuering fra Mariupol, tog vi en beslutning om at tage chancen, siger han til TV 2.

Men da Vlad Sjorokjov og hans naboer forlod kælderen, ventede der dem ikke en humanitær evakuering, fortæller han.

I stedet blev de mødt af russiske soldater og vist ind i en bus, der kørte dem mod øst. I retning mod Rusland.

Vlad Sjorokjov var af den opfattelse, at han kunne stige af bussen i Novoazovsk på den ukrainske side af grænsen og rejse videre på egen hånd. Men da bussen nåede frem til byen, gik dørene ikke op.

Det gik op for den unge ukrainer, at han var ved at blive deporteret, som det allerede var sket for tusindvis af andre indbyggere i Mariupol.

- Folk begyndte at banke på bussens ruder, og folk skreg og græd, men dørene åbnede ikke, siger han.

Deportation eller evakuering?

I alt er flere end 700.000 ukrainere med tvang blevet deporteret til Rusland siden krigens begyndelse, anslår Ukraines ombudskvinde for menneskerettigheder, Ljudmila Denisova, i et interview med Radio Liberty.

Ifølge de ukrainske myndigheder bliver de civile frataget deres pas og sendt til lejre i fjerne afkroge af Rusland.

Russiske medier skriver, at der er tale om op mod 880.000 personer, men de russiske myndigheder kalder det for "evakueringer fra farlige områder" i Ukraine og de to selverklærede republikker Luhansk og Donetsk – altså en beskyttelse af de civile.

Spørgsmålet er, hvad der reelt sker med de mange ukrainere i Rusland.

TV 2 har været i kontakt med en række kilder, som her giver et indblik i de deporterede ukraineres skæbne.

Borgmester: Folk tør ikke andet end at adlyde

De første tilfælde af deportation til Rusland blev rapporteret i slutningen af marts, da en rådgiver for Mariupols borgmester udtalte, at over 4000 indbyggere i byen mod deres vilje var blevet tvangsforflyttet til Rusland.

Siden er tallet vokset dag for dag.

I et interview med TV 2 fortæller borgmesteren, Vadym Bojtjenko, at han har været i telefonisk kontakt med mange af de deporterede.

Han siger, at deportationerne i mange tilfælde foregår på samme måde, ved at russiske soldater ankommer til kældre, hvor beboere har søgt skjul for bombardementerne.

- Soldaterne tilbyder borgerne at blive evakueret, men når folk nægter, siger soldaterne, at de ikke har noget valg. Folk får bare besked på at følge med, og at de har 20 minutter til at pakke deres ting. Folk er så bange og forvirrede, at de ikke tør andet end at adlyde, siger Bojtjenko.

Herefter bliver indbyggerne kørt mod øst.

Mod lejre i Rusland

For 26-årige Vlad Sjorokjov var første stop en såkaldt "filtreringslejr" i landsbyen Rosa Luxemburg i den selverklærede Folkerepublikken Donetsk.

Det er lejre, hvor folk bliver registreret og undersøgt, inden de sendes videre.

- Folk blev afhørt, bedt om at udfylde et stort antal formularer, fik taget fingeraftryk og fotograferet. Mændene blev bedt om at klæde sig af, så de kunne blive kropsvisiteret. Derefter blev der udstedt et særligt dokument, hvor det fremgik, om du havde ret til at modtage et russisk pas, siger han til TV 2.

TV 2 har været i kontakt med myndighederne i den selverklærede Folkerepublikken Donetsk, der bekræfter, at mange ukrainere ankommer til regionen.

- Jeg kan ikke sige præcis hvor mange, men det er tusindvis af mennesker. Det er ikke mod deres vilje. Men filtreringsprocessen er meget lang, nogle gange tager det tre dage, nogle gange mere end to uger, siger myndighedsrepræsentanten.

Adspurgt hvad der efterfølgende sker med ukrainerne, oplyser hun, at personer med familiemedlemmer i Folkerepublikken Donetsk bliver dér.

Russerne dræber forældre og kidnapper vores børn

Ljudmila Denisova, ombudskvinde i Ukraine

- Resten bliver sendt til Rusland, hvor de bliver sendt til lejre. De personer, som har russiske familiemedlemmer, kan bo hos dem. Resten vil blive sendt andre steder hen, som myndighederne finder det passende, lyder svaret.

Mand skulle skrubbe tatovering af

Ifølge Mariupols borgmester bliver folk udsat for psykologisk pres i lejrene - og i nogle tilfælde fysisk.

Han nævner et konkret tilfælde, hvor en mand har fortalt, at han fik udleveret en pimpsten med beskeden om at "skrubbe sin tatovering på armen af", selvom tatoveringen ikke havde nogen forbindelse til det ukrainske militær.

- Dem, som viser sig at have arbejdet for den ukrainske regering eller at have forbindelse til myndighederne, bliver sendt bag tremmer – i første omgang i to måneder, siger Vadym Bojtjenko.

Også Vlad Sjorokjov beretter om ubehagelig behandling fra russernes side.

Han fortæller, at han blev skubbet, at han blev trukket rundt i hætten på hans jakke, og at russerne ivrigt tjekkede foret i jakken, fordi den var khakifarvet og kunne ligne noget fra militæret.

I virkeligheden var jakken fra H&M, siger han.

Spredes over Rusland

Fra landsbyen i det sydlige Donetsk blev ukrainerne, ifølge Vlad Sjorokjov, sendt videre over grænsen til den russiske havneby Taganrog.

Her ventede en ny lejr, hvor filtreringen gentog sig.

Efter nogle dage skulle gruppen sendes videre med tog til en tredje lejr i byen Vladimir nær Moskva.

Men Vlad Sjorokjov siger, at han sammen med en bekendt fik lov at gå fri, da de fortalte, at de havde russiske familiemedlemmer, som de kunne flytte ind hos.

- Senere talte jeg i telefon med mine naboer, som var taget med toget til Vladimir. Et ægtepar var endt i Kazan. To yngre mænd var blevet sendt til Sakhalin. De sagde, at de var blevet tvunget til at underskrive et dokument, der forbød dem at forlade regionen i to år, fortæller Vlad Sjorokjov til TV 2.

Ifølge ukrainske myndigheder er de mange deporterede ukrainere blevet sendt til 35 forskellige regioner i Rusland.

Advarer om "arbejdslejre"

På baggrund af sine samtaler med deporterede ukrainere hævder Mariupols borgmester, at der er et klart mønster i, hvem der ender hvor.

Folk, der ikke er i stand til at arbejde, for eksempel pensionister, ender som regel i Folkerepublikken Donetsk. Hvis de er i den arbejdsdygtige alder og har en brugbar profession, bliver de sendt til fjerne egne af Rusland, forklarer han. Særligt i det allerøstligste Rusland og Sibirien.

- Russerne er ikke selv så ivrige efter at bo der. Så de indlogerer de deporterede i nogle barakker og tilbyder dem et job. Her er ukrainernes liv begrænset til at gå fra barakkerne til deres job og tilbage igen. Rusland har reelt skabt en slags arbejdslejre for ukrainere, siger Vadym Bojtjenko.

Borgmesteren sammenligner det med Nazi-Tysklands ageren under Anden Verdenskrig, hvor folk også blev tilbudt et bedre liv i Tyskland.

På beskedtjenesten Telegram har Mariupols bystyre ligefrem sammenlignet russiske løbesedler, de hævder er blevet delt ud i besatte områder af Ukraine, med tyske løbesedler fra Anden Verdenskrig.

Familiemedlemmer blev deporteret

Facebook-gruppen 'Find familiemedlemmer forsvundet i krigen' er fuld af opslag fra ukrainere, der er overbevist om, at deres forsvundne pårørende befinder sig i Rusland.

Natalia Glybovets fra Kyiv-forstaden Hostomel tror, at hendes søster, Tatyana, har lidt samme skæbne.

- Min søster boede hos vores mor. Da russerne besatte Hostomel, var de nødt til at lave mad udenfor sammen med de andre beboere i blokken, fordi der ikke var vand eller elektricitet i deres lejlighed. Det var i det øjeblik, at en stor eksplosion ramte. Nogle døde på stedet, mens min søster blev såret og mistede bevidstheden, siger hun til TV 2.

Ifølge Natalia Glybovets blev søsteren bragt til et hospital i Irpin, der var under russisk kontrol. Vidner har senere fortalt hende, at søsteren derfra blev taget videre til Rusland.

Siden da har familien ikke hørt fra Tatyana.

En anden kvinde, Jana Pravosudova, siger til TV 2, at hun har været i telefonisk kontakt med sin tante og onkel, som er blevet tvangsforflyttet fra Mariupol med busser.

- Min onkel og tante blev deporteret mod deres vilje. Onkel Kolja endte i Donetsk og min tante Ira blev sendt til Rostov i Rusland, siger Jana Pravosudova.

Frygter bortadoptioner af børn

En særlig bekymring blandt de ukrainske myndigheder er, at mange børn også bliver sendt til Rusland.

Ombudskvinden Ljudmila Denisova udtalte for nylig, at russerne har deporteret 121.000 børn, hvilket både omfatter forældreløse og børn, hvor forældre er i live.

I et opslag på Facebook hævder Denisova, at Rusland er i gang med en lovændring, der vil gøre det muligt at "fremskynde processen med at bortadoptere børnene".

- Russerne affyrer nu raketter og kampvogne mod civile ukraineres hjem, dræber forældre og kidnapper vores børn i de besatte områder i Øst- og Sydukraine, skriver hun.

Hun appellerer til FN's højkommissær for menneskerettigheder om at gribe ind.

Den ukrainske præsidents rådgiver om børns rettigheder, Daria Herasymtjuk, skriver på Facebook, at "sådanne adoptioner er et brud på børns rettigheder".

De russiske myndigheder har selv oplyst, at knap 160.000 børn er blandt de "evakuerede" fra Ukraine til Rusland.

Flugten fra Rusland

Da Vlad Sjorokjov og en bekendt fik lov at forlade "filtreringslejren" i Taganrog, besluttede de sig straks for at forsøge at komme ud af Rusland.

Men de kunne ikke rejse tilbage over grænsen til det russisk-kontrollerede Østukraine.

I stedet tog de et tog mod Sankt Petersborg, hvor den bekendte havde familie. Her blev de et par dage, inden de valgte at tage chancen for at komme over grænsen til Finland.

De tog en taxa mod grænsen og slap undervejs gennem flere kontrolposter, men ved det sidste fik de at vide, at taxachaufføren ikke kunne komme videre. Derfor måtte de stoppe en forbipasserende bil og få et lift det sidste stykke vej.

- Der var også en kontrolpost ved grænsen, og det var den sværeste at komme igennem. Vi blev sat i to forskellige lokaler og afhørt igen. Det tog 6,5 time, og det var officerer fra sikkerhedstjenesten FSB, som afhørte os. De stillede mig tusinde spørgsmål om mit arbejde, og hvad jeg synes om Putin, siger Vlad Sjorokjov.

Til sidst fik begge ukrainere dog lov at gå og fortsætte deres rejse ind i Finland, hvor de nu befinder sig.

Vlad Sjorokjov tør ikke tænke på, hvor han var endt, hvis han var blevet sendt videre sammen med sine naboer mod endnu en lejr i Rusland.

- Det er et mirakel, at jeg undslap, siger han.

Sådan har vi gjort

TV 2 har fundet frem til kilderne i denne artikel gennem vores netværk af journalister i Ukraine samt kildernes egne opslag på Facebook, hvor de har beskrevet deres situation.

TV 2 kan ikke bekræfte kildernes oplysninger, men har forelagt deres forklaringer for myndighederne i Donetsk og sammenholdt dem med udmeldinger fra russisk side. Derudover har vi i det omfang det var muligt set billeddokumentation for kildernes historie.