Marine Le Pen sammen med Vladimir Putin.
Fransk Valg

Far bestemte, mor skred, og huset stank af død – da datteren fik nok, ventede en ven i Moskva

Søndag kan Marine Le Pen blive Frankrigs præsident. Hun forsøger at fremstå mere moderat end før og krydrer sit image med anekdoter fra barndommen.

Hvornår er man barn af en vanskelig skilsmisse?

Jeg er en fuldstændig fri og uafhængig kvinde

Marine Le Pen, politiker

Er det når mor pludselig forsvinder med fars ekstra glasøje i toilettasken?

Eller er det, når far snupper urnen med mormors aske som hævn?

Eller er det først, når mor viser sin krop frem i mandebladet Playboy for at bringe skam over far?

Forhåbentlig er der ikke mange skilsmissebørn, som har set forældrene gå så langt.

Men nu skal du høre om et, som har.

Hun hedder Marine Le Pen og forsøger at blive præsident i Frankrig.

Og hvis hun vinder præsidentvalget 24. april er det Europa, der risikerer at stå over for en vanskelig skilsmisse.

Det russiske spørgsmål

Marine Le Pen ønsker nemlig at melde Frankrig ud af forsvarsalliancen NATO, og under valgkampen har hun sagt, at Frankrig og resten af Europa bør satse på en alliance med Rusland.

Jeg kan overhovedet ikke forestille mig, at Rusland ønsker at invadere Ukraine

Marine Le Pen, politiker, 8. februar 2022

Det med alliancen kan man også læse i hendes politiske oplæg på forsvarsområdet, der i skrivende stund stadig ligger online som en del af hendes kampagnemateriale op til valget i 2022.

I det trykte kampagnemateriale optræder hun sammen med Vladimir Putin på et af billederne, og to uger inden den russiske invasion af Ukraine sagde Marine Le Pen således:

- Jeg kan overhovedet ikke forestille mig, at Rusland ønsker at invadere Ukraine.

Virkeligheden overgik imidlertid hendes fantasi.

Og forholdet til Vladimir Putin blev kompliceret, da de første lig i civilt tøj begyndte at dukke op i bydelen Butja lidt uden for Ukraines hovedstad, Kyiv.

Men Marine Le Pen har en vis erfaring med komplicerede forhold.

Fra front til samling

For eksempel over for de franske vælgere, der ved præsidentvalgene i 2012 og 2017 ikke gav hende nok stemmer til at blive landets præsident.

Det er altid kompliceret med far

Marine Le Pen, politiker, 2022

Eller over for sin egen far, som Marine Le Pen i 2015 fik smidt ud af det højrenationale parti, han selv havde stiftet i 1972, fordi han kom til at sige, at holocaust ikke var andet end en detalje i historien om Anden Verdenskrig.

Dengang stifteren Jean-Marie Le Pen bestemte i partiet Front National, var der plads til at sige, at Nazitysklands besættelse af Frankrig ikke var specielt umenneskelig, men efter at Marine Le Pen overtog styringen i partiet, har hun arbejdet hårdt for at fremstå mindre rabiat end faderen.

Under valgkampen i 2021 og 2022 kalder hun sig kun "Marine" og har droppet efternavnet i kampagnematerialet, og hun har samtidig ændret partiets navn fra Front National til Le Rassemblement National.

Oversat til dansk betyder navneskiftet, at partiet nu hedder Den Nationale Samling i stedet for Den Nationale Front.

Tvetydigheden

At bruge ordet "samling" i stedet for "front" kunne godt signalere, at Marine Le Pen ønsker sig flere stemmer fra vælgere tæt på midten, men navneskiftet rummer imidlertid også et tvetydigt sammentræf.

Under Nazitysklands besættelse af Frankrig fra fra 1941 til 1944 fandtes der nemlig også et parti, der hed Le Rassemblement National.

Her gik medlemmerne med røde armbind, samarbejdede med nazisterne og kæmpede for den ariske races overherredømme.

Navneskiftet er dog ikke det eneste, Marine Le Pen har gjort for at overbevise såvel gamle partisoldater som nye vælgere om, at de bør stemme på hende.

Hun har også fundet historier fra sin egen barndom, der bruges i valgkampen, når hun forsøger at fremstå mere moderat.

For eksempel fortalte Marine Le Pen i begyndelsen af 2022, hvorfor hun er imod diskrimination:

- Jeg oplevede politisk vold, da jeg var en lille pige i skolen. Jeg kom til at betale for min fars engagement. Disse forfølgelser fik mig til at foragte enhver idé om diskrimination, sagde hun på et pressemøde 5. februar.

Vold mod ekstremisterne

Om de franskmænd, der demonstrerer mod Marine Le Pens verdenssyn, også mener, at hun foragter diskrimination, er nok tvivlsomt.

Men det er sandt nok, at Marine Le Pen allerede som barn lærte en hel del om forfølgelse, diskrimination og komplicerede forhold mellem mennesker.

Hun er født i en forstad til Paris 5. august 1968 som yngste barn i en søskendeflok på tre piger.

Jeg trådte ind i politik ad den mest voldelige, grusomme og brutale vej

Marine Le Pen, politiker, 2006

Faderen, Jean-Marie Le Pen, havde tjent i fremmedlegionen og var efterfølgende gået ind i politik på den yderste højrefløj, moderen, Pierrette Lalanne, gik hjemme og brugte tiden på at bistå sin mand.

Jean-Marie Le Pen stiftede partiet Front National sammen med de tidligere SS-soldater Pierre Bousquet og Léon Gaultier samt en række andre figurer på den yderste højrefløj i 1972, og som tiden gik blev Jean-Marie Le Pen en mere og mere kendt figur i fransk politik.

Så kendt, at det i 1976 var lige ved at koste hele hans familie livet.

Det er aldrig blevet opklaret, hvem der placerede bomben på fem kilo dynamit i opgangen til familiens lejlighed i Paris’ 15. arrondissement natten til tirsdag 2. november 1976.

Et skrig i mørket

Familien – inklusive 8-årige Marine – lå og sov inde i bygningen, og da bomben eksploderede lidt i fem om morgenen, rev den husets facade af.

Så flængede et skrig fra børnenes mor den kolde natteluft over murbrokkerne.

Pierrette Lalanne har senere fortalt, at hun skreg, fordi hun troede, at alle hendes børn var døde i eksplosionen.

Men nærmest mirakuløst blev ingen dræbt i angrebet, og i den kolde novembernat fandt de tre børn og forældrene hinanden i murbrokkerne.

- Den aften var jeg faldet i søvn som alle andre små piger på min alder. Men da jeg vågnede, var jeg ikke længere en lille pige som alle de andre, skrev Marine Le Pen i selvbiografien À Contre Flots fra 2006.

Marine Le Pen har igennem sin politiske karriere flere gange nævnt attentatet og fortalt, at det formede hendes verdenssyn.

- Den nat forstod jeg for første gang, at min far var kendt, og at nogen ville ham til livs. Jeg trådte ind i politik ad den mest voldelige, grusomme og brutale vej, skrev Marine Le Pen senere i sin selvbiografi.

Men skæbnen var ikke færdig med at hærde Marine Le Pen.

Lugten af død

Den udbombede lejlighed var ubeboelig, men Jean-Marie Le Pen havde været så heldig at arve det faldefærdige palæ Montretout i Saint-Cloud vest for Paris fra en rig politisk beundrer.

Han hed Hubert Lambert, havde selv arvet sin rigdom, og ifølge journalisten Olivier Beaumont, som har skrevet bogen 'Helvedet Montretout' om husets historie, var det ikke noget rart sted.

Lagnerne var plettet med blod, og pigerne var bange

Jean-Marie Le Pen, politiker

Hubert Lamberts slægtninge mente, at Jean-Marie Le Pen havde udnyttet deres familiemedlem, der led af misbrugsproblemer og psykisk sygdom. Derfor modsatte de sig, at Le Pen-familien flyttede ind i det store hus – med det resultat, at begge familier en overgang boede der.

Og så var der lugten.

Jean-Marie Le Pen har selv fortalt til journalisten Olivier Beaumont, at Hubert Lamberts hjem bar præg af en beboer, som led af alkoholisme og problemer med stofmisbrug.

- Resultatet var, at lugten var en pestilens. Lagnerne var plettet med blod, og pigerne var bange, fortæller Jean-Marie Le Pen i bogen, hvor han tilføjer, at familien selvfølgelig sagtens kunne håndtere det.

- Det udgjorde ikke noget problem for os. Vi var endda meget godt tilpas, sagde han.

Da Olivier Beaumont efterfølgende henvendte sig til Marine Le Pens søster Yann, havde hun dog en anden beskrivelse:

- Der lugtede af død, sagde hun.

Børnene fra hovedkvarteret

Men familien Le Pen holdt stand, og ejendommens stueetage blev hurtigt hovedkvarter for partiet Front National.

Børnene boede ifølge Olivier Beaumont på førstesalen med forskellige barnepiger, mens forældrene brugte de fleste af døgnets timer på politik.

De rejste ofte og var jævnligt væk i flere uger ad gangen, nogle gange endda juleaften ifølge journalisten Angelique Chrisafis, der dækker familien Le Pen for avisen The Guardian.

Medierne gav Jean-Marie Le Pen øgenavnet Republikkens Djævel, og "djævelens døtre" var ifølge Marine Le Pens selvbiografi ikke altid lige populære i skolen.

Marine Le Pens storesøster Yann fortæller ifølge magasinet L'Obs, at lillesøsteren udviklede sig til en drengepige, der så militærparader i tv med sin far og sang militærsange i bilen.

Mor forsvinder

Den højrenationale familieidyl fik dog en ende en oktoberdag i 1984.

Marine Le Pen var 16 år gammel, og en dag kom hun hjem fra skole og opdagede, at alle moderens ting var væk.

- Mor har forladt os, husker hun, at storesøsteren Yann sagde til hende.

Pierrette Lalanne var stukket af med en journalist, som Jean-Marie Le Pen havde hyret til at skrive en bog om sig selv, og hun havde hverken sagt farvel til sin mand eller sine børn.

Skilsmissen blev vanskelig.

For eksempel havde Pierrette Lalanne stjålet ægtemandens reserveglasøje, som hun havde sneget ned i sin toilettaske, skriver Olivier Beaumont i bogen 'Helvedet Montretout'.

Pierrette Lalanne havde imidlertid glemt urnen med sin afdøde mors aske, der stod i et skab i herskabsvillaen, og den brugte Jean-Marie Le Pen nu til at få sit glasøje tilbage.

Jeg kastede op hver dag. Jeg kunne ikke spise

Marine Le Pen, politiker

Ifølge bogen fandt udvekslingen af de to genstande sted i et skovbryn med hjælp fra de to parters advokater, men striden sluttede ikke der.

Mor i Playboy

Da Pierrette Lalanne forsøgte at få sin del af familieformuen udbetalt, sagde Jean-Marie Le Pen, at hun hellere måtte se at få sig et job som rengøringskone.

Og så var det, at Pierrette Lalanne dukkede op i den franske udgave af mandebladet Playboy, mens hun foregav at gøre rent i ganske letpåklædt tilstand.

- Vi mistede vores mor, da hun forlod os for tre år siden. Efter disse fotos kan vi ikke længere betragte hende som vores mor, sagde den nu jurastuderende Marine Le Pen, da hun og søstrene i et stort interview i 1987 fordømte morens handlinger.

Marine Le Pen fortalte senere, at hun dag efter dag ventede på at høre fra sin mor, men hun blev mødt af tavshed.

- Jeg kastede op hver dag. Jeg kunne ikke spise, skrev hun i sin selvbiografi i 2006.

Ifølge biografien 'Marine Le Pens Skjulte Ungdom' kom der til at gå næsten 20 år, før mor og datter så hinanden igen.

Historien om det komplicerede forhold til Pierrette Lalanne er også dukket op i valgkampen i 2022, hvor Marine Le Pen nu bruger den til at belyse en menneskelig side af sig selv.

Fars pige

I et større interview med magasinet Closer 1. april sagde Marine Le Pen for eksempel, at hun ikke længere vil pege fingre af moderens fejltrin.

- Hun føler sig fortsat skyldig, fordi hun forlod os, så jeg vil skåne hende, sagde Marine Le Pen til Closer.

Trods sorgen over moderens svigt, en fjern far og en skoletid, hvor det ikke var fint at omgås fascistens datter, lykkedes det Marine Le Pen at gennemføre jurastudiet, blive advokat, blive gift, få tre børn og blive skilt, inden hun var fyldt 32.

Imens var Jean-Marie Le Pen begyndt at tænke over arvefølgen i partiet.

Først blev Marine Le Pens storesøster Marie-Caroline prøvet af ved at lokalvalg, men ifølge bogen 'Helvedet Montretout' blev de to så alvorligt uvenner over faderens racistiske bemærkninger, at de holdt op med at se hinanden.

Og så kom Marine Le Pen i lære som partileder på den yderste højrefløj.

I 2002 stillede Jean-Marie Le Pen op som præsident i Frankrig og nåede videre til valgets sidste runde.

Her bakkede alle de andre partier imidlertid op om modkandidaten Jacques Chirac, og Jean-Marie Le Pen endte med at få skuffende 18 procent af stemmerne.

Den døde kat Artemis

Hans stil var for ekstremistisk til, at partiet kunne tiltrække stemmer nok, og hver gang Marine Le Pen forsøgte at gøre Front National mere stuerent, trak hendes far i den modsatte retning.

Ved VM i fodbold i 2006 sagde han for eksempel, at der var for mange sorte spillere på det franske hold og skældte ud over, at de måtte synge med på den franske nationalsang.

Gang på gang blev han dømt for racistiske udtalelser, mens tilslutningen til partiet dalede, og Marine Le Pen fik mere magt.

I 2015 kom bruddet.

Jean-Marie Le Pen blev smidt ud af sit eget parti, og det var hans egen datter, som stod bag.

Officielt blev Jean-Marie Le Pen ekskluderet på grund af sine udtalelser om Holocaust, men ifølge Olivier Beaumonts bog 'Helvedet Montretout' er der måske også en anden, medvirkende årsag.

Det skete, mens Marine Le Pen var på ferie i Spanien og havde efterladt sin kat Artemis på familiens ejendom Montretout.

Bruddet med far

Ifølge bogen blev katten overfaldet af Jean-Marie Le Pens to Doberman-hunde, Sergent og Major – et møde, den ikke overlevede.

- Artemis var strået, som brækkede kamelens ryg. Men Marine havde allerede planlagt at forlade Montretout en dag, skriver Olivier Beaumont.

Også dette blev en vanskelig skilsmisse, som Marine Le Pen har talt om under valgkampen i 2022.

For eksempel i et talkshow på tv-kanalen C8 16. marts, hvor journalisten ville vide, hvordan det står til mellem Marine Le Pen og hendes far.

- Det er altid kompliceret med ham, sagde hun og tilføjede, at han konstant udfordrer hendes beslutninger, og at hans mishag gør ondt, fordi hun elsker ham.

Allerede før de to hunde dræbte katten Artemis, stod det dog klart, at der var stemmer i Marine Le Pens forsøg på at give partiet et mindre rabiat udtryk.

Men hun ville dog stadig have Frankrig ud af NATO og måske også EU, og så gik hun til angreb på islam og ønskede en strammere immigrationspolitik..

En ven i Rusland

Mens faderens indflydelse blev mindre og mindre, svandt summen i partiets pengekasse ind.

Ifølge Marine Le Pen selv var det svært at låne i de franske banker.

Partiet måtte søge efter lånemuligheder andre steder, og da præsenterede et af medlemmerne Marine Le Pen for en idé.

Partimedlemmet Jean-Luc Schaffhauser havde været konsulent for olieindustrien og sad i Europa-Parlamentet. Han havde i årevis været tilhænger at et tættere samarbejde med Rusland, som, han håbede, kunne være med til at bygge et kristent bolværk mod folkeslagene i øst.

Jean-Luc Schaffhauser havde gode kontakter i den ortodokse kirke i Rusland, og han kendte den russiske politiker, forretningsmand og tidligere KGB-agent Alexander Babakov, som sidder i det russiske parlament.

I et interview med avisen Washington Post har Jean-Luc Schaffhauser fortalt, at han gennem kirken fik arrangeret et møde med Alexander Babakov, som kunne stille Front National et stort lån i en russisk bank i udsigt.

Det var i midten af 2014, hvor Rusland netop havde annekteret Krim-halvøen fra Ukraine, og Vladimir Putins forhold til Vesten var iskoldt.

Dog ikke hos Marine Le Pen, som sammenlignede den russiske præsident med Tysklands kansler.

- Jeg har lige så meget respekt for ham som for Angela Merkel, sagde Marine Le Pen i begyndelsen af juni 2014.

Anklagen mod Ukraine

Aftalen om lånet på 9,4 millioner euro blev underskrevet i hemmelighed i september 2014, netop som Alexander Babakov blev ramt af sanktioner fra EU på grund af hans nære forhold til Vladimir Putin.

Få dage inden låneaftalen blev underskrevet, gav Marine Le Pen et stort interview i avisen Le Monde.

- Du skjuler ikke din beundring for Vladimir Putin. Er han din rollemodel? ville intervieweren vide.

- Jeg nærer en vis beundring for en mand, som handler i sit lands interesser. En mand, der er forbundet med nationen som et begreb, og der gennemfører en patriotisk økonomisk model, der er radikalt anderledes end den, som USA pålægger verden. Jeg har ikke en fremmed rollemodel, men jeg har enorm respekt for Rusland, svarede Marine Le Pen.

Dernæst beskyldte hun EU for at have provokeret Rusland ved at have forhandlet om et medlemskab med ukrainerne.

- Det er EU, der er årsagen til krisen i Ukraine, sagde hun og beskyldte de ukrainske myndigheder for at begå massakrer på civilbefolkningen i den østlige del af landet.

Uafhængig og fri

Lånet i den russiske bank forblev ikke hemmeligt.

Der gik lidt over to måneder, før det franske medie Mediapart kunne afsløre detaljerne.

Kritikken var massiv, og Marine Le Pen blev beskyldt for at være i lommen på Rusland, men hun afviste beskyldningerne med, at de franske banker ikke havde efterladt hende med andre lånemuligheder. Hun benægtede samtidig, at pengene påvirkede hendes politiske beslutninger.

Historien om lånet spøger i øvrigt stadig i valgkampen i 2022, og under en tv-debat 20. april måtte Marine Le Pen igen svare på, om hun er økonomisk afhængig af Rusland.

- Jeg er en fuldstændig fri og uafhængig kvinde, svarede hun.

Siden 2014 er den russiske bank i øvrigt lukket, og gældsposten er nu ejet af virksomheden Aviazapchast, der leverer flydele til den russiske forsvarsindustri.

Kærestebrevet

Ruslands invasion af Ukraine ser imidlertid ud til at have kompliceret Marine Le Pens forhold til Rusland.

Under debatten 20. april 2022 sagde Marine Le Pen, at hun har "fuldstændig solidaritet" med ukrainerne.

Men i Marine Le Pens verden betyder fuldstændig solidaritet med ukrainerne ikke nødvendigvis et opgør med Vladimir Putin.

Hun har kritiseret sanktionerne mod Rusland og sagt, at Frankrig bør fortsætte med at købe russisk gas.

Under et vælgermøde 13. april sagde Marine Le Pen desuden, at hun vil arbejde for et tættere samarbejde mellem NATO og Rusland, så snart krigen i Ukraine er slut – og derefter vil hun så trække Frankrig ud af forsvarsalliancen.

Mens Marine Le Pen talte, var der en kvinde på tilskuerrækkerne, som rejste sig med et hjerteformet skilt over hovedet.

På skiltets forside var der et foto af Marine Le Pen, der giver Vladimir Putin hånden.

Efter to sekunder blev kvinden overmandet af vagterne, lagt ned på gulvet og slæbt ud af lokalet med hovedet først.

Hun efterlod sig et falsk kærestebrev fra Vladimir Putin.

- Efter alt, hvad jeg har gjort for dig, kan du ikke afslutte vores forhold, stod der.

Men måske er der faktisk tale om en vanskelig skilsmisse.

I hvert fald er Marine Le Pen begyndt at låne sine penge andre steder.

Så sent som i marts 2022 sikrede hun sig 10,7 millioner euro hos MKB Bank, der har nære bånd til Ungarns kontroversielle premierminister, Viktor Orban.

Om det er nok til at blive præsident en dag, har vi endnu til gode at se.