Krigen i Ukraine

Billeder viser russisk flagskib i brand

Moskva var det største og mest betydningsfulde krigsskib i den russiske sortehavsflåde.

På sociale medier florerer lige nu billeder og videoer af et stort krigsskib, tydeligt beskadiget og i brand.

Ifølge flere internationale medier er der tale om det russiske flagskib 'Moskva', der sank torsdag. Det skriver blandt andet CNN og BBC.

Den britiske flådeekspert Sidharth Kaushal siger til Independent, at han er sikker på, at det er Moskva på billedet.

- Placeringen af radaren, jord-til-luft-missilerne og skrogets form synes alle at bekræfte, at de kommer fra en krydser af Slava-klassen - og derfor må det være Moskva, siger han til avisen.

På ældre fotos af Moskva ses nummeret '121' med store hvide bogstaver på skroget, men det kan ikke ses på billedet, fordi den del af skibet allerede ligger under vandets overflade.

Ligner missilangreb

Skibet har været omtalt massivt i både danske og internationale medier siden torsdag, hvor de første meldinger lød om, at skibet var blevet beskadiget.

Fra ukrainsk side hævder man at have ramt Moskva med to lavtflyvende Neptun-missiler, men den forklaring har russerne afvist pure. De hævder, at skibet blev beskadiget efter en eksplosion og efterfølgende sank på grund af dårlige vejrforhold.

En amerikansk flådeekspert siger til CNN, at såfremt der ikke er manipuleret med billederne, ligner skaderne på skibet unægtelig, at det er blevet ramt af missiler.

På billedet ses blandt andet et stort hul i skroget, der får 'Moskva' til at hælde kraftigt til den ene side.

Et vigtigt skib

Der er flere grunde til, at skibet har fået så stor opmærksomhed.

For det første var Moskva det største og mest betydningsfulde krigsskib i den russiske sortehavsflåde, og det er det største russiske skib, der er sunket siden Anden Verdenskrig.

For det andet spiller skibet en stor rolle for den ukrainske moral.

Det skyldes én bestemt historie, der i de første dage af den russiske invasion gik verden rundt. Her bad ukrainske grænsevagter på øen 'Snake Island' det russiske krigsskib om at ”go fuck yourself” – altså at gå ad helvede til. Det skete, da russerne forsøgte at tvinge grænsevagterne til at overgive sig.