Udland

Kina advarer om økonomiske vanskeligheder forude

Verdens næststørste økonomi kom bedre end forventet gennem første kvartal, men Beijings vækstmål er i fare.

Kinas økonomi voksede i første kvartal 4,8 procent sammenlignet med samme periode året før.

Det oplyser Kinas nationale statistikkontor, der samtidig advarer om "betydelige vanskeligheder og udfordringer" forude, som kan sætte regeringens vækstmål for hele 2022 under pres. Målsætningen lyder på "omkring 5,5 procent".

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Det er effekterne af krigen i Ukraine, udbredte nedlukninger i Kina som følge af nye udbrud af covid-19-smitte samt et svagt hjemligt ejendomsmarked, der presser den økonomiske aktivitet.

Nedlukninger og restriktioner i blandt andet Shanghai og Shenzhen, der er Kinas økonomiske kraftcentre, har skabt forstyrrelser i erhvervslivets forsyningskæder og betydet, at millioner af personer har været forhindret i at gå på arbejde.

Eksempelvis har den tyske bilfabrikant Volkswagens fabrik i Shanghai været midlertidigt lukket på grund af restriktionerne.

Udvidede bruttonationalprodukt med 1,3 procent

Arbejdsløsheden i Kina har også været stigende på det seneste. I de store byer steg arbejdsløsheden i marts, mens detailsalget i marts gik tilbage som følge af nedlukninger.

- Vi skal være opmærksomme på, at med et mere og mere kompliceret og usikkert indenlandsk og internationalt miljø står den økonomiske udvikling over for betydelige vanskeligheder og udfordringer, siger Fu Linghui, der er talsmand for Kinas statistikbureau.

I forhold til det foregående kvartal udvidede bruttonationalproduktet sig med 1,3 procent.

Både væksten på års- og kvartalsbasis i de tre første måneder er bedre end forventet, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Ifølge en rundspørge havde økonomer estimeret en fremgang på 4,4 procent over for første kvartal 2021 og 0,6 procent i forhold til fjerde kvartal 2021.

Kina har verdens næststørste økonomi efter USA.