En russisk offensiv er lige på trapperne, siger Zelenskij

Borgerne i Luhansk-provinsen opfordres til at flygte omgående. Næste uge kan det være for sent, lyder advarslen.

En russisk offensiv i det østlige Ukraine er nært forestående, advarer Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskij, i en videotale til befolkningen.

Offensiven vil blive iværksat i "den nære fremtid", lyder præsidentens advarsel.

- De vil bogstaveligt talt ødelægge og gøre en ende på Donbas. De vil ødelægge alt, der engang bragte ære til denne industrielle region.

Det er måske den sidste chance, vi har for at redde dig

Luhansk-guvernør opfordrer borgere til at flygte omgående

Ligesom at russiske tropper ødelægger Mariupol, ønsker de at udslette andre byer og samfund i Donetsk- og Luhansk-provinsen, siger præsidenten med henvisning til de to omstridte provinser i Donbas-regionen.

Vil have våben nu

I samme tale siger Zelenskij, at Ruslands bombardementer af landets næststørste by, Kharkiv, har kostet fem civile livet søndag, mens 15 er blevet såret.

Ifølge præsidenten bringer det de ukrainske civile tab i den østlige by op på 18 personer på fire dage.

- Dette her er intet andet end bevidst terror. De bruger mortérgranater og artilleri mod beboelsesområder og civile beboere, siger han.

Zelenskij opfordrer derfor Vesten til at fremskynde en række planlagte våbenleverancer, da det ifølge ham går for langsomt med at få krigsmateriel til Ukraine, skriver nyhedsbureauet dpa.

- Hver eneste våbenforsinkelse, hver eneste politiske forsinkelse bliver set af Rusland som en tilladelse til at tage flere ukrainske liv. Det er sådan, Rusland tolker det, og det bør ikke være tilfældet, siger præsidenten.

Luhansk-borgere opfordres til at evakuere

Samtidig opfordres borgerne i Luhansk-provinsen igen til omgående at flygte.

Næste uge kan det være for sent, siger provinsens guvernør, Sergej Gaidai.

- Det er måske den sidste chance, vi har for at redde dig, lyder hans direkte besked til borgerne ifølge BBC.

Overgivelse af de to østlige ukrainske territorier er nemlig ikke en mulighed, slog Zelenskij natten til mandag fast i et interview med CNN.

Slaget om Donbas kan være afgørende for krigens udfald. Taber Ukraine slaget, er Zelenskij bange for, at Rusland vil gå efter Kyiv igen.

- Derfor er det så vigtigt for os at holde stand. Jeg stoler ikke på Ruslands militær og det russiske lederskab, siger han.

Nye beskyldninger om krigsforbrydelser

I sin båndede tale anklagede Zelenskij de russiske tropper for at begå forbrydelser mod menneskeheden i de sydlige byer Kherson og Zaporizjzja.

- Her bygger de torturkamre. De bortfører lokale folkevalgte og enhver, der anses for at være synlig i lokalsamfundene. De bortfører lærere. De stjæler pensionspenge. Humanitær hjælp bliver blokeret og stjålet. De skaber hungersnød, lyder de alvorlige beskyldninger fra Ukraines præsident.

At der skal være begået krigsforbrydelser i Kherson og Zaporizjzja, er ikke slået fast fra uafhængig side, men Ruslands ageren flere steder har tidligere medført beskyldninger om krigsforbrydelser.

Blandt andet vurderer den øverste chef for Human Rights Watch, at Ruslands præsident, Vladimir Putin, kan ende med at blive holdt ansvarlig for landets handlinger i Ukraine.

Rusland har konsekvent benægtet at stå bag krigsforbrydelser.