Udland

FBI: Nordkoreanske hackere stjæler milliarder fra spil

FN har i en fortrolig rapport beskyldt Nordkorea for at finansiere udviklingen af sine atomvåben gennem hackerangreb.

Nordkoreanske hackere har stjålet kryptovaluta til en værdi af mere end fire milliarder kroner fra et onlinespil.

Det skriver den amerikanske efterretningstjeneste FBI i en pressemeddelelse torsdag.

- Gennem vores efterforskning har vi kunne bekræfte, at Lazarus Group og APT38, cyberaktører associeret med DPRK (Nordkorea .red), er ansvarlige for det tyveri af 620 millioner dollars i Ethereum, som blev anmeldt 29. marts, skriver FBI blandt andet.

Ifølge blandt andre CNN og BBC drejer det sig om et hackerangreb sidste måned på et netværk knyttet til onlinespillet Axie Infinity, der er udviklet af det vietnamesiske studie Sky Mavis.

Spillets økonomi bruger nemlig kryptovaluta baseret på Ethereum-teknologien. Og 23. marts meddelte Sky Mavis, at cirka 600 millioner dollars var blevet stjålet fra et af spillets netværk.

Samme gruppe forsøgte at stoppe satirefilm

I 2020 udgav det amerikanske militær en rapport, som anslår, at Nordkoreas enheder til cyberkrigsførelse består af cirka 6000 mand, som opererer fra lande som Kina, Indien, Hviderusland og Rusland.

Og ifølge selskabet Chainalysis, som analyserer blockchains, har nordkoreanske hackere bare i 2021 stjålet mere end 2,6 milliarder kroner i kryptovaluta. Det skriver BBC.

Blandt de mest notoriske nordkoreanske hackere er Lazarus Group, som særligt blev kendt, efter den i 2014 blev beskyldt for at hacke Sony og offentliggøre fortrolige data.

Gruppen krævede, at Sony skulle stoppe filmen The Interview, som er en komediefilm om forsøget på at snigmyrde lederen af Nordkorea, Kim Jong-un.

Men ifølge Reuters har FN-panelet, som overvåger sanktioner mod Nordkorea, også i en fortrolig rapport fra 2019 beskyldt landet for at finansiere udviklingen af sine atomvåben gennem hackerangreb.

Nordkorea indleder året med missiltest

Er pengene gået til atomvåben, har der da også været rigeligt at bruge dem på de seneste måneder.

Imens USA og NATO har haft opmærksomheden rettet mod Ukraine, er det ene missil efter det andet nemlig blevet testet i luftrummet over Nordkorea og det omkringliggende hav.

Nordkorea indledte årets første serie af missiltests 5. januar fulgt af nye tests 14. januar, 25. januar, 27. januar og 30. januar.

Derefter var der ro i næsten en måned. Men tre dage efter Ruslands invasion af Ukraine gik det løs igen.

Fra 27. februar steg missiler og raketter igen op over Nordkorea – og 24. marts kulminerede det, ifølge nordkoreanerne selv, med et helt nyt, "slagkraftigt værktøj til atomangreb", som skal "inddæmme" imperialisterne i USA.

Det blev foreviget i en video fra de nordkoreanske myndigheder, hvor en Kim Jong-un i solbriller og en sort læderjakke angiveligt klappede så begejstret, at de nordkoreanske tv-folk mente, det var værd at gengive i slowmotion.

Nordkoreas diktator spiller hovedrollen på en helt ny måde i styrets seneste propagandafilm. Video: Peter Møller