Ekspert skeptisk over for russisk udmelding om optrappede angreb
Meldingen om optrapningen af angreb mod Kyiv kommer, efter at Rusland har mistet sit største krigsskib i Sortehavet.
Rusland vil øge antallet af missilangreb i den ukrainske hovedstad, Kyiv. Det oplyser det russiske forsvarsministerium ifølge det russiske nyhedsbureau Tass.
Eskaleringen mod byen sker som en reaktion pĂĄ, at styrker i Kyiv "saboterer russisk territorium", lyder meldingen.
- Antallet og omfanget af missilangreb mod Kyiv vil blive øget som reaktion på ethvert terroristangreb eller enhver sabotage begået af det Kyiv-nationalistiske regime på russisk territorium, hedder det i en erklæring fra det russiske forsvarsministerium fredag.
Rusland: Ukraine angriber inde i Rusland
Det seneste døgn har Rusland beskyldt ukrainerne for at angribe flere byer i grænseregionen til Ukraine, blandt andet Klimovo og Belgorod.
Sidstnævnte blev for godt to uger siden ramt af et angreb mod et oliedepot. Noget, Ukraine nægtede at stå bag.
Ifølge det russiske nyhedsbureau RIA er en ukrainsk transporthelikopter blevet skudt ned nær Tjernihiv i Ukraine. Og var angiveligt en ud af to, der blev brugt i et angreb mod grænsebyen Klimovo i Brjansk-regionen. Ifølge RIA blev otte civile såret ved det påståede angreb.
- Med brug af to militærhelikoptere udstyret med tunge våben er Ukraines væbnede styrker ulovligt trængt ind i russisk luftrum, udtaler talsmanden for det russiske forsvar, Igor Konasjenko.
Men ifølge Niels Bo Poulsen, der er chef for Institut for Strategi og Krigsstudier på Forsvarsakademiet med et indgående kendskab til russisk militær, er det på nuværende tidspunkt svært at vurdere meldinger om angreb inde i Rusland.
- Russerne laver en fortælling, som gør ukrainerne lige så slemme som Rusland til at angribe civile mål. Det virker ikke særligt sandsynligt, at ukrainerne skulle have interesse i det her. Derfor forholder jeg mig skeptisk over for den russiske melding, siger Niels Bo Poulsen til TV 2.
Rammer missilfabrik nær Kyiv
Ifølge det russiske forsvarsministerium har russiske tropper ramt et militært mål på grænsen til Kiyv natten til fredag.
- Vi har ramt Vizar-fabrikken, som fremstiller og reparerer antiluftskyts og andre former for missiler, lyder det i en erklæring fra Igor Konasjenko hos Tass.
En video fra det russiske forsvarsministerium viser angiveligt affyringen af krydsermissiler fra et skib mod Kyiv natten til fredag.
Den russiske melding kommer i kølvandet på, at Rusland torsdag mistede flagskibet i sin sortehavsflåde, missilkrydseren Moskva. Ifølge Ukraine fordi man ramte skibet med to missiler. Ifølge Rusland på grund af en skibsbrand og en efterfølgende storm, der sænkede skibet.
Og selvom det kun er gisninger, er timingen ved en intensivering af angreb mod Kyiv og begrundelsen bag belejlig, lyder det fra Niels Bo Poulsen.
- Rusland har en interesse i, at man ikke dvæler ved historien om det sunkne krigsskib og det ret signifikante tab, det er. Derfor kunne man godt tænke sig, at der er en kobling.
Og ifølge Niels Bo Poulsen har den russiske fortælling om krigen nu nået et sted, hvor Kreml, gennem medierne, nu i højere grad er nødt til at tale om Ukraine som aggressor i krigen.
- De fortsætter med at portrættere ukrainerne, som om de har horn i panden. Hvis du skal forklare den russiske befolkning de høje tabstal og nu et svinedyrt krigsskib, er du også nødt til at få Ukraine til at ligne en angribende part.