Krigen i Ukraine

Ukraine hævder at have beskudt russisk flagskib i Sortehavet

- Rend mig i røven, russiske krigsskib, lød det fra de ukrainske styrker under et angreb på 'Slangeøen' i februar.

Den russiske sortehavsflådes flagskib, 'Moskva', er blevet alvorligt beskadiget, efter at ukrainske styrker har beskudt skibet. Det oplyser guvernøren i Odesa, Maksym Martjenko, på beskedtjenesten Telegram.

Ifølge guvernøren er der tale om to britiske krydsermissiler, som har forårsaget "alvorlige" skader på 'Moskva'.

Guvernøren fremlægger ingen beviser for sin påstand, som flere internationale medier beretter om episoden.

En anden forklaring i Rusland

Også det russiske medie Interfax bekræfter, at skibet er alvorligt beskadiget, men her er forklaringen en noget anden end den ukrainske.

Ifølge Interfax opstod skaderne, efter at ammunition ombord på skibet sprang i luften som følge af en brand. Det oplyser det russiske forsvarsministerium.

Ministeriet oplyser videre, at besætningen ombord på 'Moskva' er blevet evakueret.

Skibet på 12.500 tons har omkring 500 besætningsmedlemmer.

- Rend mig i røven, russiske krigsskib

Under invasionen er flere krigsskibe blevet ødelagt, men netop 'Moskva' er særlig. Skibet var nemlig et af de to krigsskibe, der i februar indledte et angreb på øen Zmiiny, bedre kendt som 'Slangeøen', der ligger i Sortehavet tæt på grænsen mellem Ukraine og Rumænien.

En lækket lydoptagelse fra angrebet gik efterfølgende viralt.

Det begyndte med følgende besked fra russerne:

- Dette er et russisk krigsskib. Jeg foreslår, at I overgiver jer på stedet. Vi skal undgå blodsudgydelse. Ved modstand vil I blive bombet. Jeg gentager: Jeg er et russisk krigsskib. Jeg foreslår, at I overgiver jer, ellers bliver I beskudt. Forstod I mig?

Herefter fulgte cirka ti sekunder med svag mumlen, hvor ukrainerne diskuterede, hvordan de skulle reagere på truslen.

Til sidst tog én af de ukrainske soldater ordet og svarede:

- Rend mig i røven, russiske krigsskib!

Det andet krigsskib, som var involveret i episoden, hævdede ukrainerne i marts at have ødelagt.