Tesfaye roser britisk Rwanda-plan: Et godt skridt på vejen
Mattias Tesfaye håber, at endnu flere europæiske lande vil tilslutte sig vision om modtagecentre uden for EU.
Storbritanniens premierminister, Boris Johnson, løftede torsdag sløret for en plan om et samarbejde om flygtninge med Rwanda, som minder meget om en plan, den danske regering i noget tid har haft i støbeskeen.
Den britiske Rwanda-plan modtager også rosende ord fra udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S).
- Jeg kender ikke detaljerne i de to landes aftale, men baseret på den offentlige udmelding, forekommer det at være et godt skridt på vejen, siger Mattias Tesfaye i en skriftlig kommentar til Ritzau:
- Jeg håber, at flere europæiske lande i den nærmeste fremtid vil tilslutte sig visionen om, at migration i højere grad skal håndteres gennem forpligtende partnerskaber med lande uden for Europa.
"Nyt liv" i Rwanda
Jyllands-Posten skrev onsdag, at ministeren har indkaldt ordførere fra Folketinget til møde om en mulig dansk Rwanda-aftale.
- Jeg har i dag (onsdag, red.) indkaldt ordførere fra Folketinget til et møde omkring Danmarks og Rwandas fælles vision for en omfattende reform af flygtninge- og asylsystemet, lød det fra Tesfaye til avisen.
I Storbritannien skal det blandt andet være muligt at sende alle, der ulovligt kommer til Storbritannien, til Rwanda, hvis det står til Boris Johnson.
Her kan flygtninge få behandlet deres asylansøgning og "få muligheden for at skabe et nyt liv i Rwanda".
Boris Johnson siger desuden, at det over tid vil fungere som en "betragtelig afskrækkelse" for personer, der overvejer at flygte til Storbritannien.
Brug for retfærdigt og humant asylsystem
I Danmark deler Mattias Tesfaye "Rwanda og Storbritanniens opfattelse af, at det nuværende asylsystem er uholdbart".
- Siden 2014 er mere end 22.000 mennesker omkommet på vej over Middelhavet mod Europa. Og omkring halvdelen af dem, der når frem, har i sidste ende ikke behov for beskyttelse, siger Mattias Tesfaye.
- Den danske regering mener, at der er brug for et retfærdigt og humant asylsystem, der gør op med menneskesmuglernes kyniske forretningsmodel. For at komme i helt i mål med det, er der først og fremmest brug for fælles løsninger i EU, lyder det videre.
Det var allerede i 2018, at statsminister Mette Frederiksen (S) for første gang introducerede ideen om at lave modtagelejre uden for Europa, hvor asylansøgere kan være, mens deres sag bliver behandlet.
Efter at hun blev statsminister, var der i en periode ikke meget nyt om planerne, inden det pludselig kom frem, at flere ministre havde været i Rwanda.
Her blev der dog ikke talt om et muligt modtagecenter, men blot om, at besøget handlede om at "styrke det gode bilaterale forhold".
FN's flygtningeorganisation, UNHCR, kritiserer torsdag Storbritanniens plan om at sende flygtninge til Rwanda.
- Mennesker, der flygter fra krig, konflikter og forfølgelse fortjener medfølelse og empati. De skal ikke handles som en vare og forflyttes udlands til sagsbehandling, siger Gillian Triggs, UNHCR's assisterende højkommissær, ifølge AFP.