Kampen om Mariupol spidser til, men hvorfor er byen så vigtig for Rusland?

Der er strategiske årsager til at indtage Mariupol, men det vil i høj grad også være en propagandamæssig sejr for Rusland, siger militæranalytiker.

Gennem halvanden måned har den østukrainske by Mariupol været belejret og udsat for voldsomme bombardementer, der har efterladt byen i ruiner.

Flere gange har der været meldinger om, at den var på randen til at falde, og nu kan byen snart ikke forsvare sig længere.

- De er ved at løbe tør for både ammunition og forsyninger, og de har nærmest ikke mere at forsvare sig med. Det lyder fra de ukrainske styrker, at de snart må overgive sig eller blive slået ihjel, det siger Anders Lomholt, der er journalist hos TV 2 og befinder sig i byen Dnipro.

Men hvorfor er den sønderbombede Mariupol så vigtig for Rusland?

1. Landkorridoren til Krim

Hvis det lykkes Rusland at erobre byen, vil de have kontrol med omkring 80 procent af Ukraines kystlinje langs Det Sorte Hav, men det vil også betyde, at de har en landkorridor til Krim-halvøen, som blev annekteret i 2014.

- Det betyder rigtig meget for Rusland. Som det er nu, har de kun en broforbindelse, der går ind i Rusland, så hvis man vil have direkte landadgang, så kræver det, at de tager Mariupol, siger militæranalytiker Hans Peter Michaelsen.

Samtidig understreger han, at russerne vil se det som en stor strategisk succes, hvis de lykkes med at få en landgang til Krim, og at det derfor vil have langt større betydning end de mulige økonomiske konsekvenser, Ukraine kunne få ved at miste byen.

2. Moral og propaganda

Mariupol er hjemsted for den meget omtalte ukrainske Azov-bataljon, der blandt andet består af højreekstremister og nynazister. Og selvom det er en af de mindre kampgrupper i Ukraine, vil det blive set som en stor sejr for Ruslands præsident, Vladimir Putin, at overtage netop denne by, vurderer Hans Peter Michaelsen.

Ikke mindst fordi et af de erklærede mål forud for krigen netop var, at Rusland ville afnazificere Ukraine.

- Russerne har ikke mange sejre, de kan vise frem fra invasionen, men det vil i høj grad være noget, som de vil bruge på de hjemlige linjer. Det vil uden tvivl være en moralsk sejr for dem, siger han.

3. Troppeforskydninger og Dnipro

I forrige uge annoncerede Rusland, at de ville rette fokus mod Donbas-regionen, hvor de to udbryderrepublikker Luhansk og Donetsk ligger. Her vil erobringen af Mariupol kunne få en afgørende betydning.

- De vil ikke blot erobre den første større ukrainske by. De vil også kunne frigive tropper, der kan bruges i de kommende kampe i Donbas, siger Hans Peter Michaelsen.

En større karavane er allerede på vej fra området omkring Kyiv, og sammen med tropperne fra Mariupol i syd vil de kunne forsøge en knibtangsmanøvre, der omringer de ukrainske styrker i Donbas-regionen. Et scenarie, der vil være fatalt for de ukrainske styrker, siger militæranalytikeren.

- I det tilfælde ville de blive totalt afskåret fra deres forsyningslinjer, men jeg vurderer ikke, at Rusland har styrkeforholdet til at kunne lykkes med det på nuværende tidspunkt. Der skal meget til, for forsvarerne har altid en fordel, siger Hans Peter Michaelsen.

Det skyldes ifølge militæranalytikeren ikke mindst, at ukrainerne har været i området siden 2014, og at de derfor kender området som deres egne bukselommer – men også fordi de har udvalgt strategisk gode punkter at forsvare sig og har forberedt stillinger.