Udland

New Yorks politi jagter fortsat mistænkt efter skyderi i undergrundsbane

29 personer er sårede efter skyderiet. Blandt de sårede er ti blevet skudt, og fem er i kritisk, men stabil tilstand.

Politiet i New York vil gerne i kontakt med en mand ved navn Frank James efter et angreb i storbyens undergrundsbane tirsdag.

Denne koldblodige forbryder skal identificeres og fjernes fra gaden

Tony Utano, formand for foreningen af transportarbejdere

Ifølge politiet har den 62-årige mand en tilknytning til en varevogn, som er knyttet til skyderiet.

- Vi leder efter Frank James. Vi ved, at han lejede den varevogn, siger efterforskningsleder James W. Essig på et pressemøde tirsdag aften lokal tid.

Efterforskningslederen understreger, at de ikke ved, om Frank James har forbindelse til angrebet. Det rapporterer NBC News og CNN.

På gerningsstedet fandt politiets efterforskere blandt andet en 9 millimeter-pistol af mærket Glock, tre pistolmagasiner med ekstra kapacitet, to detonerede røggranater, to ikkedetonerede røggranater, en økse og fyrværkeri.

Samtidig fandt de en bilnøgle fra udlejningsfirmaet U-Haul. Det var den nøgle, der førte til den forladte varevogn, som blev fundet senere på dagen i Brooklyn.

Mistænkt på fri fod

Episoden udspillede sig i myldretiden tirsdag morgen lokal tid ved 36th Street og 4th Avenue nær Sunset Park i Brooklyn.

Under angrebet smed gerningsmanden to røgbomber i metrovognen, før vedkommende afgav 33 skud med en pistol.

Den mistænkte, der også skal have slået flere passagerer, er stadig på fri fod. Det kom frem på et pressemøde tirsdag aften lokal tid. Personen er endnu ikke identificeret, men beskrives af politiet som en sort mand iført gasmaske og en grøn vest af den type, bygningsarbejdere bruger.

Politiet bekræftede ved samme briefing, at ti personer behandles efter at være blevet ramt af skud. Fem af dem er i kritisk, men stabil tilstand.

Samtidig blev det understreget, at politiet ikke umiddelbart mener, at der er tale om en terrorhandling.

Dusør på 340.000 kroner

Det offentlige transportselskab Metropolitan Transportation Authority (MTA) og fagforeningen for transportarbejdere har sammen udlovet en dusør på 50.000 dollars – eller omkring 340.000 danske kroner – til dem, der ligger inde med oplysninger, som kan føre til anholdelse af gerningsmanden til tirsdagens angreb.

- Denne koldblodige forbryder skal identificeres og fjernes fra gaden med det samme. Han skal stilles til ansvar for sin forfærdelige voldshandling, siger Tony Utano, der er formand for foreningen af transportarbejdere i en pressemeddelelse.

Brooklyn er en af fem bydele i den amerikanske storby New York City. Brooklyn ligger sydøst for den nok mest kendte af bydelene, Manhattan.

Undergrundsstationen, hvor episoden tirsdag morgen lokal tid udspillede sig, ligger cirka syv kilometer syd for Brooklyn Bridge.

Det er en af tre broer, der forbinder Brooklyn med Manhattan.