Udland

Metroangreb udstiller New Yorks problem for verden

Der er tre grunde til, at kriminaliteten stiger i undergrundsbanen i millionbyen, fortæller Birgitte Borup.

I disse timer jagter politiet i New York en mand ved navn Frank James efter et angreb i storbyens undergrundsbane tirsdag.

Her smed gerningsmanden to røgbomber i metrovognen, før vedkommende afgav 33 skud med en pistol. Ti passagerer blev ramt.

Angrebet har rystet millionbyen, men er blot det seneste af en lang række episoder i New Yorks undergrundsbane, som tilsammen tegner et billede af en voldsomt stigende kriminalitet.

Det fortæller Berlingskes udlandsredaktør, Birgitte Borup, som har fulgt udviklingen i New York.

- Grunden til, at det er skræmmende, er, hvor tilfældigt det er. Folk ved ikke, hvornår kriminaliteten rammer. Uskyldige er blevet overfaldet uden motiv eller provokation. Det er den allermest utrygskabende kriminalitet i en befolkningsgruppe overhovedet, siger hun.

Kvinde skubbet ud foran et tog

Historierne er mange. Alene i årets første måneder er der flere eksempler på grove overfald, også ét som kostede en kvinde livet.

I februar blev en kvinde oversmurt med afføring af en mand, mens hun ventede på metroen i New York. Inden da havde manden tiltalt hende, men da hun ikke svarede, gik han til angreb.

Angrebet blev fanget af overvågningskameraerne på metrostationen. Efterfølgende blev en 37-årig hjemløs mand anholdt i sagen.

I januar døde en kvinde, da hun en formiddag umotiveret blev skubbet ud foran et tog på Time Square metrostationen. En psykisk syg 61-årig mand blev siden anholdt.

Tre årsager

Birgitte Borup ser tre årsager til, at det er gået så galt.

For det første har pandemien og den efterfølgende undtagelsestilstand i byen kastet mange borgere ud i fattigdom. Det har øget hjemløsheden, utrygheden og kriminaliteten i byen.

For det andet har Black Lives Matter-bevægelsen givet bagslag med udskamning af politiet. Flere storbyer har skåret kraftigt i politiets ressourcer – alene i New York er der trukket en milliard dollars fra budgettet. Samtidig er kriminaliteten gået amok.

Den tredje årsag er en ændret lovgivning, som betyder, at anholdte, der tidligere ville være blevet varetægtsfængslet for kriminalitet, nu i stedet ryger tilbage på gaden igen.

- Så kan de i princippet fortsætte kriminaliteten, indtil sagen kommer for retten. Der er eksempler på temmelig voldsomme forbrydelser, hvor den formodede gerningsmand blev løsladt. Det har skabt store frustrationer, siger Birgitte Borup, som kalder summen af de tre årsager "den perfekte storm".

Dysfunktionel som resten af byen

I januar viste en undersøgelse, at antallet af kriminelle handlinger i New Yorks undergrundsbane er steget med 75,2 procent i forhold til samme måned sidste år, ifølge NBC News.

Samtidig var antallet af meldinger om knive i byens transportsystem ifølge politiet steget med 139 procent siden 2019.

Statistikken kan også læses i passagertallene, som er faldet til omkring 60 procent i forhold til før pandemien, fortæller Birgitte Borup.

Hun kender flere newyorkere, der ikke længere tager metroen, fordi det er for farligt.

- Det er svært at sige, om hønen eller ægget kommer først. Flere passagerer øger tryghedsfølelsen og mindsker kriminaliteten. Undergrundsbanen spiller en enorm rolle som byens trafikale kranspulsåre. Men nu er den dysfunktionel, og det er resten af byen også i et eller andet omfang, siger Birgitte Borup.

Opgør med hjemløse og våben på gaden

Det er bystyret også klar over, og problemet har været i fokus, siden den nyvalgte borgmester Eric Adams tiltrådte 1. januar.

Han blev valgt på en dagsorden, som handlede om at styrke politiet og genopbygge lov og orden i New York, forklarer Birgitte Borup.

Under den demokratiske politiker er der indført en række initiativer, men også truffet kontroversielle beslutninger. Blandt andet er byen i gang med at rydde undergrundsbanen for hjemløse, der især under pandemien har bygget teltlejre på perronerne.

Men det stopper ikke her. Myndighederne vil også de hjemløse til livs i gadebilledet, så de i stedet bliver flyttet til shelters.

Desuden understøtter borgmesteren en række initiativer hos politiet, blandt andet at få våben væk fra gaderne.

International bevågenhed

- Men spørgsmålet er, hvor hurtigt det kan gå. For ingen er i tvivl om, at det er en hastesag, og der skal ske noget for at bremse den negative spiral, siger Birgitte Borup.

Hidtil har de kriminelle sager i New Yorks metro mest fyldt noget i lokalpressen. Men med tirsdagens angreb har problemet nu fået international bevågenhed.

- Pludselig er denne utrygge situation kommet op på den globale scene. Nu er New York en af de byer, hvor man bliver opfordret til at holde øje og kigge sig over skulderen, siger Birgitte Borup.