Rusland invaderer Ukraine

Dansker har besøgt Kyivs forstæder: - Jeg kan fortælle i timevis om de forfærdelige ting, jeg har set

Jonas Skovrup Christensen har besøgte de områder lige uden for hovedstaden, der er hårdt mærket efter russernes tilbagetrækning.

Ødelæggelserne er massive, og historierne er barske i forstæderne til Ukraines hovedstad, Kyiv, efter at russerne har trukket sig tilbage og flyttet militært fokus til den østlige del af landet.

Jeg kan fortsætte i timevis med at opremse de overgreb, forbrydelser og ødelæggelser, jeg har set

Jonas Skovrup Christensen

Det fortæller danske Jonas Skovrup Christensen, der bor i Kyiv, og som har besøgt venner og bekendte i de sønderbombede forstæder.

- Der er massive ødelæggelser overalt. Det ligner en blanding af vilkårlige drab og ødelæggelser. Mine bekendte i Butja fortæller, at folk er blevet slået ihjel efter at være blevet tortureret. Det er barske historier, man hører, fortæller Jonas Skovrup Christensen til TV 2.

I takt med at russerne har trukket sig tilbage, har grusomme beretninger og billeder fra forstæderne til Kyiv set dagens lys. Især billederne fra Butja af civile lig i gaderne har chokeret verdenssamfundet.

Døde graves ud af murbrokkerne

I dagene efter dukkede lignende uhyggelige vidnesbyrd op fra andre af Kyivs forstæder – heriblandt Borodyanka, som Jonas Skovrup Christensen også har besøgt.

- I Borodyanka er der store, sønderbombede boligkomplekser, hvor man stadig er i færd med at grave døde ud af murbrokkerne. Samtidig er man i gang med at undersøge nye massegrave uden for byen.

- Der er en masse eksempler på, at russerne har begået hærværk, myrdet tilfældigt, myrdet med overlæg. Jeg kan fortsætte i timevis med at opremse de overgreb, forbrydelser og ødelæggelser, jeg har set, fortæller Jonas Skovrup Christensen.

Svært at finde trøstende ord

På en af sine ture ud til forstæderne mødte Jonas Skovrup Christensen en mand, som stod ved et checkpoint i Irpin og græd, fordi hans hjem var blevet ødelagt i de russiske angreb.

- Han var fuldstændig grædefærdig. Han kunne ikke komme hjem og få fat i sine personlige papirer. Det er hårdt at være vidne til, og man har ikke rigtig så mange ord at trøste en mand som ham med, siger Jonas Skovrup Christensen til TV 2.

Han fortæller, at det er surrealistisk at køre rundt i et landskab med smadrede kampvogne og lastbiler, som russerne har efterladt.

- De har også lavet deres karakteristiske V-tegn på en masse civile biler. Mange af dem er bombet og beskudt og holder nu rundt omkring i vejsiderne.

Det russiske V-tegn indikerer, at der er tale om soldater fra landets flådestyrker.

Livet i Kyiv vender tilbage

Jonas Skovrup Christensen valgte modsat mange andre indbyggere at blive, da russerne i de første uger af krigen nærmede sig Kyiv.

Og nu er hverdagen så småt begyndt at vende tilbage i hovedstaden, fortæller danskeren, som til dagligt arbejder som konsulent.

- Kyiv er stadig stille sammenlignet med før krigens start, men i forhold til den seneste måneds tid er det nu en by med mere trafik, mere støj, flere folk i gaderne og flere cafeer, der åbner.

Ukrainere vender hjem

Der er også tydelige tegn på, at det ukrainske militær har sænket paraderne en smule som resultat af russernes tilbagetrækning.

- Flere af de barrierer, der har været sat op rundt omkring i byen, er fjernet eller flyttet ud til siden af vejen. Og så er der væsentligt færre checkpoints, man skal igennem, hvis man går eller kører rundt i byen, fortæller Jonas Skovrup Christensen.

At frygten for krig i Kyiv og den vestlige del af Ukraine er blevet mindre, afspejler sig også i nye tal fra landets grænsekontrol. Heraf fremgår det, at knap 900.000 af de ukrainere, som flygtede efter Ruslands invasion, er vendt tilbage til Ukraine.

Ifølge FN, er flere end 4,6 millioner mennesker flygtet ud af Ukraine siden krigens begyndelse.