Rusland invaderer Ukraine

Oppositionsleder og Putin-ven anholdt i Ukraine

Den ukrainske oppositionsleder Viktor Medvedtjuk flygtede fra sin husarrest ved krigens udbrud. Den nære ven af Putin er anklaget for landsforræderi.

Den ukrainske oppositionsleder og oligark Viktor Medvedtjuk har været forsvundet siden krigens første dag i Ukraine. Han var under husarrest, mens han var ved at blive efterforsket for anklager om landsforræderi, men formåede at slippe fri, da krigen begyndte.

Nu har den ukrainske sikkerhedstjeneste SBU fundet oppositionslederen og anholdt ham, skriver Reuters.

Viktor Medvedtjuk var iført ukrainsk militæruniform, da han blev anholdt. Ifølge SBU var det for at gemme sig fra sikkerhedstjenesten. Sikkerhedstjenesten har på Twitter delt et billede af ham i håndjern.

- Du kan være en pro-russisk politiker og arbejde for den aggressive stat i årevis. Du har gemt dig fra retfærdighed på det seneste. Du kan endda bære en ukrainsk militæruniform som camouflage. Men vil det hjælpe dig til at undslippe straffen? Overhovedet ikke. Lænkerne venter på dig, skriver SBU.

Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskij, har på sin Facebook-side delt et billede af Viktor Medvedtjuk i håndjern, hvor han takker SBU for indsatsen.

Putin er gudfar til Medvedtjuks datter

67-årige Viktor Medvedtjuk har siden 2018 stået i spidsen for det pro-russiske parti Oppositionsplatform - For Liv. Det har siden valget i 2019 været det største parti i oppositionen til Volodymyr Zelenskijs regering.

Dertil er Viktor Medvedtjuk en nær ven af Ruslands præsident, Vladimir Putin. Deres forhold strækker sig mere end 20 år tilbage, og ifølge Time Magazine har de to holdt ferier sammen. Den russiske præsident er endda gudfar til Viktor Medvedtjuks datter.

De to deler også synet på vigtigheden af de tætte historiske bånd mellem Ukraine og Rusland – noget, Vladimir Putin understregede i et essay i juli sidste år.

Men hvordan endte Viktor Medvedtjuk i husarrest og som anklaget for landsforræderi? Vi skal tilbage til februar sidste år.

Zelenskij lukkede Medvedtjuks tv-kanaler

3. februar 2021 underskrev Volodymyr Zelenskij et dekret, der lukkede tre pro-russiske tv-kanaler, som var kontrolleret af Viktor Medvedtjuk. Kanalerne blev anklaget for at sprede propaganda og misinformation.

To uger senere, 19. februar, indførte Ukraine sanktioner mod Viktor Medvedtjuk, hans familie og en række personer og virksomheder med forbindelse til politikeren.

Mindre end to dage efter annoncerede det russiske forsvarsministerium, at 3000 faldskærmstropper ville gennemføre militærøvelser tæt på grænsen. Det skulle senere vise sig at være den første militære opbygning ved grænsen til Ukraine, der op til invasionen nåede op på omkring 190.000 soldater.

I maj blev Viktor Medvedtjuk anklaget for forræderi og sat i husarrest. Det blev i den russiske regering set som en ”politisk heksejagt” ifølge det russiske nyhedsbureau Tass. I samme omgang blev der skruet op for den militære opbygning ved grænsen.