Rublen er tilbage i samme niveau som før krigen

Efter en kraftig svækkelse under krigen i Ukraine har den russiske rubel stabiliseret sig igen.

Den russiske valuta, rublen, har genvundet det niveau, den havde før Ruslands invasion af Ukraine.

Fredag kostede det 80,85 rubler at købe én amerikansk dollar.

Det er omtrent samme niveau, som inden Rusland 24. februar invaderede Ukraine.

Rublen kraftigt påvirket af invasion

Efter invasionen af nabolandet faldt rublen kraftigt i værdi. Det toppede omkring 10. marts, hvor rublens værdi var faldet så meget, at det kostede 138 rubler at købe én dollar.

Ifølge Jacob Pedersen, aktieanalysechef i Sydbank, er der en god forklaring på, hvorfor rublen har stabiliseret sig igen.

- Man har gjort meget fra russisk side for at stabilisere rublen, siger han til B.T.

- Blandt andet har man krævet, at betaling for russisk gas skal foregå i rubler, man har forbudt udlændinge at sælge deres russiske aktier, og hvis de gør, så skal pengene fra salget stå i rubler, siger Jacob Pedersen.

Ikke uden konsekvenser

Det har dog ikke været uden konsekvenser, at Rusland har forsøgt at afbøde rublens kollaps, vurderer han.

- Rublen er gået fra at være en verdensvaluta til udelukkende at være et internt russisk anliggende, siger Jacob Pedersen.

Han siger også, at det russiske forsøg på at stabilisere rublen er kunstigt.

Havde man ladet normale markedskræfter virke, så var sagen en helt anden.

- Rusland har sat de almindelige markedskræfter ud af spil. Der foregår en stor manipulation. Og der er stadig meget stor usikkerhed om rublen, siger Jacob Pedersen.

Russisk krav om betaling i rubler

Han henviser blandt andet til det russiske krav om, at gasleverancer fra Rusland, som store dele af Europa er afhængige af, skal betales i rubler.

Kravet er fremført, men teknisk er det ikke trådt i kraft, da de europæiske aftagere af russisk gas endnu ikke har haft deres første betaling, siden kravet blev fremsat.

Kravet er aktuelt for den danske energikoncern Ørsted, som betaler russiske Gazprom for at modtage russisk gas. Ørsted nægter dog at betale for gassen i rubler.