Udland

Will Smith får ti års karantæne

Will Smith er ikke længere velkommen ved akademiets fester og arrangementer – i hvert fald ikke de næste i ti år.

Skuespilleren Will Smith udelukkes fra Oscar-shows og arrangementer i det amerikanske filmakademi i de næste ti år.

Det meddeler akademiet fredag ifølge Reuters.

- Jeg accepterer og respekterer akademiets beslutning, har Will Smith efterfølgende udtalt til CNN.

Akademiet bag Oscar-uddelingen indledte i slutningen af marts en formel undersøgelse af Will Smith, efter at skuespilleren live ved årets Oscar-uddeling gik på scenen og stak komikeren Chris Rock en lussing.

Lussingen blev udløst af, at komikeren fortalte en joke om Will Smiths hustru, Jada Pinkett Smith, og det, at hun er kronraget – en frisure, hun har som følge af sygdommen alopecia aresta, som medfører hårtab.

Ti års udelukkelse

Will Smith valgte efter hændelsen selv at trække sig fra Oscar-akademiet med begrundelsen, at han med sine handlinger havde svigtet akademiets tillid.

Dog betyder konklusionen fra den netop afsluttede undersøgelse, at Will Smith fremadrettet ikke må deltage i hverken fester eller arrangementer, som har med prisuddelingen at gøre.

- Den beslutning vi i dag har truffet som svar på Will Smiths adfærd er et skridt i retning mod bedre beskyttelse af de optrædende og vores gæster og for at genskabe tilliden til akademiet, skriver Oscar-akademiet i en udtalelse.

Læs hele udtalelsen her:

Ifølge Jacob Ludvigsen, der er filmanmelder hos Soundvenue, er der tale om en hård straf til Will Smith.

- Der er ingen tvivl om, at det er et Oscar-akademi, der har ville signalere, at man tager det ekstremt seriøst, siger han til TV 2.

Har skadet akademiets troværdighed

Og der er ifølge Jacob Ludvigsen god grund til at tage episoden seriøst fra Oscar-akademiets side, for den har gjort enormt stor skade på institutionen.

Akademiet er blandt andet blevet kritiseret for ikke at håndtere episoden godt nok til selve Oscar-showet, hvor Will Smith på trods af slaget modtog en Oscar i kategorien bedste mandlige hovedrolle for sin rolle i filmen 'King Richard'.

- I det lange løb skader det her kun Oscars som institution, og i det her tilfælde er dårlig omtale ikke bedre end ingen omtale, siger Jacob Ludvigsen.

Han peger blandt andet på, at fokus efter årets Oscar-uddeling udelukkende har været på Will Smiths slag, og at resten af Oscar-vinderne og deres taler blev glemt.

Vil skade karriere i mange år fremover

Selvom Will Smith fortsat vil kunne nomineres til en Oscar, spår Jacob Ludvigsen ham dog ikke store chancer for en fremtidig Oscar-nominering.

Samtidig vil hans karriere være skadet i mange år fremover, mener filmanmelderen.

- Han har haft det her brand som en perfekt poleret familietype, som man nærmest ikke kunne sætte en finger på, men det kan man nu, og det betyder, at der er mange roller, han ikke kan få, og mange studier, han ikke vil kunne arbejde for, fortæller han.

Selvom Will Smith fortsat vil kunne nomineres til en Oscar, spår Jacob Ludvigsen ham dog ikke store chancer for en fremtidig Oscar-nominering.