Vestlige ledere fordømmer russisk angreb: - Afskyeligt
Flere vestlige ledere reagerer på fredagens angreb på en togstation fuld af civile i byen Kramatorsk.
Mindst 100 personer er såret, og 50 personer har mistet livet, efter at to russiske missiler fredag slog ned i en togstation, hvor tusindvis af ukrainere forsøgte at evakuere til mere sikre områder i landet.
På voldsomme billeder fra stedet kan man se de omkomne, der ligger ved siden af bunker af bagage, og nu har flere af Vestens ledere reageret på angrebet.
EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, der fredag besøger præsident Zelenskij, kalder angrebet ”afskyeligt”.
- Missilangrebet her til morgen på en togstation, der blev brugt til evakuering af civile i Ukraine, er afskyeligt. Jeg er rystet over tabet af liv, og jeg vil personligt kondolere over for Zelenskij, skriver hun blandt andet på Twitter.
Samtidig opfordrer formanden for Det Europæiske Råd, Charles Michel, til yderligere sanktioner og flere våben til Ukraine.
- Frygteligt at se Rusland angribe en af de vigtigste stationer, der bruges af civile, som evakuerer den region, hvor Rusland optrapper sit angreb, skriver han på Twitter.
Ikke første gang russerne angriber civile
Den britiske forsvarsminister, Ben Wallace, er endnu mere skarp i sin fordømmelse og kalder det for en krigsforbrydelse og understreger, at det internationale samfund ikke må glemme Vladimir Putins handlinger.
- Angrebet af civil infrastruktur er en krigsforbrydelse. Dette var præcisionsmissiler rettet mod et folk, der forsøgte at søge humanitær husly, siger han i et interview med Sky News.
Samtidig gør han det klart, at det ikke er første gang, at de russiske styrker bevidst har angrebet civile mål.
- Præsident Putin og hans generaler lader krigen gå ud over civile, civile områder og civil infrastruktur, siger Ben Wallace.
Forsvarsministeren får støtte af sin kollega, den britiske udenrigsminister, Liz Truss, der ifølge Reuters også kalder missilangrebet for en krigsforbrydelse.
De ansvarlige skal stilles til regnskab
Tysklands forbundspræsident, Frank-Walter Steinmeier, opfordrer ifølge nyhedsmagasinet Der Spiegel til, at der anlægges en krigsforbrydersag mod præsident Vladimir Putin og hans udenrigsminister, Sergej Lavrov.
- Enhver, der har ansvaret for disse forbrydelser, må forklare sig. Det omfatter soldater. Det omfatter militære befalingsmænd. Og selvfølgelig omfatter det også dem, der har det politiske ansvar, siger han.
Han betonede, at udviklingen har gjort sammenholdet i EU og NATO meget stærkere.