Rusland invaderer Ukraine

Nye sanktioner afslører, at det bliver sværere for EU at blive enige

EU tager første skridt mod at ramme importen af russisk energi. Men den russiske gas går stadig fri.

EU har fredag vedtaget sanktionspakke nummer fem over for Rusland.

De seneste sanktioner er vedtaget under indtryk af de voldsomme billeder af overgreb på civile, der de seneste dage er kommet ud af de områder af Ukraine, som russiske styrker har trukket sig tilbage fra.

Den femte sanktionspakke indeholder blandt andet et forbud mod import af russisk kul og en række andre varer som træ, cement, kunstgødning, bestemte fødevarer og spiritus.

Samtidig forbydes eksport til Rusland af en række højteknologiske elektronikprodukter, avancerede maskiner og flybrændstof.

Desuden et forbud mod, at russiske skibe kan anløbe EU-havne og mod, at russiske lastbiler kan transportere varer gennem EU.

Endelig er der også sanktioner mod endnu flere russiske enkeltpersoner – mest opsigtsvækkende mod præsident Vladimir Putins døtre – samt mod fire af de største russiske banker, der får deres værdier indefrosset og bliver afskåret fra hele EU-markedet.

- Formålet med vores sanktioner er at stoppe den russiske hærs uforsvarlige, inhumane og aggressive opførsel og at gøre det helt klart for beslutningstagerne i Kreml, at deres ulovlige aggression vil koste dem dyrt, siger EU’s udenrigschef, Josep Borrell.

Sværere at nå til enighed

Ifølge TV 2s EU-korrespondent Divya Das er den nye sanktionspakke imidlertid også et tegn på, at det ikke længere er så let for EU at nå til enighed, som det har været.

- Man har taget hul på importen af russisk energi. Men ikke på importen af gas, som er det, der vil gøre allermest ondt på både russerne og os, siger hun.

I stedet indfører EU et importforbud på russisk kul. Forbuddet rammer import til en værdi på otte milliarder euro om året, men det er stadigvæk kun en brøkdel af den værdi, som EU’s gasimport udgør.

Desuden gælder forbuddet mod import af kul først fra august. Allerede fra fredag er det dog forbudt at indgå nye kontrakter om køb af russisk kul.

- Man køber sig lidt tid på kulområdet. Forbuddet bliver ikke indført med øjeblikkelig virkning, som vi har set ved indførslen af mange af de tidligere sanktioner, forklarer Divya Das.

- Jo mere ondt sanktionerne gør på nogle af EU’s medlemslande, jo sværere bliver det at blive enige om nye sanktioner, konkluderer hun.

Det viser sig også ved, at medlemslandene faktisk ikke blev enige på deres møde onsdag, men måtte bruge en ekstra dag på at pudse detaljerne af, før de seneste sanktioner kunne offentliggøres.

Sanktionerne kommer da også med en række undtagelser.

Forbuddet mod at lade russiske skibe anløbe EU-havne gælder ikke skibe, der transporterer fødevarer, humanitær hjælp og energi.

Mens forbuddet mod landtransport gennem EU ikke gælder for medicin, medicinsk udstyr, fødevarer og landbrugsprodukter, blandt andet hvede, og for transport, der har et humanitært formål.