Glemt Michelangelo-tegning ventes solgt for svimlende beløb
En nyligt opdaget tegning af Michelangelo forventes at sælge for 30 millioner euro.
I årevis glemt og gemt væk. En nøgen mand tegnet på det, der i dag er et skrøbeligt stykke pergament.
Men i 2019 fik piben en anden lyd.
For den gamle tegning har vist sig at være et produkt fra selveste Michelangelo. Og nu skal den på auktion, hvor den forventes solgt til 30 millioner euro.
Et af de tidligste værker
Tegningens historie er fyldt med mystik, men ifølge Reuters kan et køb af tegningen dateres tilbage til 1907 i Paris. Her blev den solgt og købt i tro på, at værket var fra Michelangelo-skolen.
Først i 2019 - flere end 100 år senere - blev tegningen identificeret som et værk, kreeret af renæssancemesteren selv. Det skete, efter at tegningen var blevet vurderet af en specialist fra auktionshuset Christie's. En vurdering, der efterfølgende blev bakket op af Paul Joannides, en Michelangelo-autoritet inden for kunstverdenen.
- Tegningen, mener jeg, er et af de mest spændende fund, der er gjort inden for gamle mesters tegninger i lang tid, siger Stijn Alsteens, der er leder af auktionshuset Christie's internationale afdeling til Reuters.
Den store tegning, der er malet i to toner af brunt blæk, viser en skælvende nøgen mand, og den kan dateres helt tilbage til slutningen af 1400-tallet.
Her var kunstneren Michelangelo i starten af sin karriere i Firenze. Derfor menes tegningen også at have været en af kunstnerens første værker.
- Tegningen er sandsynligvis det tidligste overlevende nøgenstudie fra kunstneren, skriver auktionshuset Christie's i en pressemeddelelse.
Inspireret af anden kunstner
Ifølge auktionshuset gengiver den nøgne mand, der er værkets centrale figur, den knælende mand, som ses i en af den italienske kunster Masaccios berømte ferskner – en type vægmaleri, der kan opleves i kirken Santa Maria del Carmine i Firenze.
Ved at trække i pilen kan du se, hvordan Masaccios vægmaleri 'Neofyternes dåb' ser ud over for Michelangelos tegning:
Michelangelos værk har derfor også fået titlen 'En nøgen ung mand (efter Masaccio) omgivet af to skikkelser'.
Ifølge Stijn Alsteens viser værket Michelangelo gøre to ting på samme tid.
- Han ser tilbage på kunsterne, der går forud for hans tid – i det her tilfælde Masaccio, samtidig med at han ser frem mod sit eget kommende arbejde.
Auktionshuslederen fremhæver blandt andet, hvordan tegningen af den nøgne mand taler ind i Michelangelos kommende revolutionærende arbejde og skildring af særligt den nøgne menneskekrop, som kan opleves i form af de mange figurer, han malede i Det Sixtinske Kapel.
Auktioneres for flere millioner
Michelangelos værk blev efter dets nyopdagelse udpeget som en fransk nationalskat. Derfor har der ikke været muligt at sælge tegningen. før nu.
For den franske regering har for nylig fjernet betegnelsen, hvilket betyder, at auktionshuset Christie's nu kan udbyde værket på en international auktion.
Tegningen skal efter planen udstilles i Hongkong og New York, inden den bliver auktioneret i Paris 18. maj, hvor det forventes solgt til den svimlende sum af 30 millioner euro.