Krigen i Ukraine

Russisk medie påstod, at NATO-general var taget til fange - men så svarede han høfligt

Historien, om at russerne har fanget en af NATO's generaler i Ukraine, er de seneste døgn gået viralt. Den spreder sig, selvom generalen har vist sig.

Han hedder Roger L. Cloutier og er amerikansk generalløjtnant.

Den højtstående officer er udstationeret hos NATO i Europa, og indtil for nylig var hans navn lige så ukendt som de fleste andre generalers i NATO.

Men sådan er det ikke mere.

Sent onsdag aften kunne det russiske medie Argumienty y Fakty nemlig fortælle, at Roger L. Cloutier enten var blevet taget til fange eller dræbt i den ukrainske by Mariupol.

Historien kom fra en kanal på det sociale medie Telegram, der hedder 'Putin på Telegram'. Den citerede kilder i Ruslands militær for, at man havde fanget Roger L. Cloutier, mens han opholdt sig ved den stærkt højrenationale ukrainske Azov-bataljon i Mariupol.

USA's forsvarsministerium, Pentagon, skulle sågar have forsøgt at kontakte Ruslands præsident, Vladimir Putin, for at rede trådene ud.

Og så gik Roger L. Cloutier viralt.

På russisk:

På engelsk:

På fransk:

Ja, selv på indonesisk:

Historien om Roger L. Cloutier er bare et enkelt eksempel på den store mængde falsk information, der i øjeblikket spreder sig om krigen i Ukraine.

Konferencen i Tyrkiet

Rygterne begyndte allerede at florere 5. april, hvor den britiske journalist Alistair Coleman satte sig for at undersøge sagen, så han ringede til NATO for at høre, hvordan det gik med Roger L. Cloutier.

Han kom igennem til generalløjtnanten og præsenterede ham for nyheden.

- Det er endda nyt for generalløjtnant Cloutier selv, der netop har fortalt mig, at han er i live og har det godt, skrev Alistair Coleman på Twitter tirsdag aften – altså et døgn inden at Argumienty y Fakty bragte historien om, at han var taget til fange.

Men ikke nok med det.

Roger L. Cloutier har nemlig en profil på det sociale medie LinkedIn, og her uploadede han billeder af sig selv til en konference i den tyrkiske by Izmir – også inden at artiklen blev bragt i det russiske medie.

Billederne har dog ikke forhindret skeptiske internetbrugere i at bede Roger L. Cloutier dokumentere, at han rent faktisk er i Tyrkiet og ikke i russisk fangenskab i Ukraine.

- Hvad er din nuværende geolokation? Kan du benægte, at du og andre kommandører fra den nynazistiske Azov-bataljon er blevet taget til fange, mens I forsøgte at forlade Mariupol i Ukraine, spørger én af dem.

Generalløjtnantens svar lyder:

- Disse rygter er komplet falske.