Kinas FN-ambassadør finder billeder fra Butja foruroligende
Kinesisk FN-ambassadør understreger vigtigheden af, at billeder fra Butja verificeres.
Kinas FN-ambassadør, Zhang Jun, finder billederne, som er dukket frem fra den ukrainske by Butja, meget foruroligende.
Det siger ambassadøren tirsdag i forbindelse med et møde i FNs sikkerhedsråd ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Zhang Jun understreger vigtigheden af, at billederne fra byen bliver verificeret, og at alle anklager bør være baseret på fakta.
På mødet gentager han også Kinas holdning, at sanktioner over for Rusland ikke har en effekt på krigen i Ukraine.
Samtidig opfordrer Zhang Jun til, at EU-landene, Nato og USA indgår i en dialog med Rusland.
Zelenskij talte til sikkerhedsrådet
Ved mødet i FNs sikkerhedsråd talte den ukrainske præsident Volodymyr Zelenskij via videolink, ligesom han har gjort til mange parlamenter rundt omkring i verden.
Her efterlyste han handling fra FN efter drabene i Kyiv-hovedstaden Butja.
Zelenskij kaldte scenerne fra Butja "krigsforbrydelser udført af russerne". Derefter kom præsidenten med en bredside til FN.
- Mine damer og herrer, er I klar til at lukke ned for FN? Mener I, at tiden er løbet fra international lov? Hvis svaret er nej, er tiden inde nu til at handle, sagde Zelenskij.
Rusland er et af de fem permanente medlemmer af FN's Sikkerhedsråd. Ifølge præsident Zelenskij gav det ikke mening, at Rusland har magt til at blokere for tiltag, der tages som følge af russernes handlinger, sagde han.
Biden: Putin er krigsforbryder
Søndag oplyste borgmesteren i Butja, som er en forstad til Kyiv, at mindst 300 civile havde mistet livet i byen, imens den var under russisk kontrol.
Billeder fra internationale medier fra byen, har vist døde civile i byens gader. Det har mødt stor fordømmelse fra mange lande - herunder Danmark.
Mandag opfordrede den amerikanske præsident, Joe Biden, til, at Ruslands præsident, Vladimir Putin, blev retsforfulgt for krigsforbrydelser.
- Men sandheden er, at I også har set, hvad der er sket i Butja, og det retfærdiggør det. Han er en krigsforbryder, sagde præsidenten mandag ifølge Sky News.
Rusland benægter at have ramt civile i byen.