Rusland invaderer Ukraine

Hvordan kan Litauen bare pludselig lukke for russisk gas?

Litauens beslutning er kulminationen på over 20 års intensiv indsats for at gøre sig energimæssigt uafhængig af Rusland.

Litauen har som det første EU-land stoppet importen af russisk gas med øjeblikkelig virkning som konsekvens af krigen i Ukraine.

Men hvordan kan det baltiske land lukke for gassen fra den ene dag til den anden, mens andre tøver? Og kan Danmark og EU lære noget af det?

De spørgsmål har TV 2 stillet til to energieksperter.

Litauen lærte det på den hårde måde

Det er Litauens mulighed for at importere flydende naturgas, der gør det muligt så pludseligt at lukke for importen af russisk gas.

Og det er ikke sket fra den ene dag til den anden. Tværtimod er søndagens beslutning kulminationen på over 20 års intensiv indsats for at gøre sig energimæssigt uafhængig af Rusland.

Det fortæller Trine Villumsen Berling, der er seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier, DIIS, til TV 2.

- Energisikkerhed blev meget hurtigt en topprioritet for skiftende litauiske regeringer, siger hun og forklarer, at Litauen på den hårde måde har lært lektien.

Flydende naturgas

LNG (liquefied natural gas) er naturgas, der er omdannet til flydende form for at lette transport. Det er fri for lugt, farveløst og ikke giftigt. I flydende form kan LNG ikke brænde og ikke eksplodere. Naturgas anses som det mest miljøvenlige fossile brændstof, fordi det har den laveste CO2 udledning pr. energienhed. Danmarks første anlæg til at producere LNG står klar i Frederikshavn i 2023. 

Kilde: Frederikshavn Kommune

I 90'erne brugte Rusland således gas og olie som pressionsmiddel, når Litauen politisk bevægede sig væk fra den russiske linje, forklarer hun videre. Blandt andet blev Litauen udsat for et omfattende olieembargo, da landet i 1992 bad russiske tropper om at trække sig ud af landet.

- Sådan en embargo vil altid lamme samfundet, og det oplevede Litauen gang på gang. Priserne steg til eksorbitante niveauer.

Energipolitik er sikkerhedspolitik

Hurtigt blev energipolitikken et spørgsmål om national sikkerhed i Litauen. Blandt forsøgene på at gøre sig uafhængig af Kreml var en fælles energiløsning for alle de baltiske stater, men intern mistillid om, hvem der fortsat støttede Rusland, satte en stopper for det projekt.

I stedet gik Litauen sin egen vej, lavede investeringer og lejede en terminal til modtagelse af flydende naturgas fra Norge, siger Trine Villumsen Berling.

Terminalen fik navnet Independence (uafhængighed red.), og siden åbningen i 2014 er det lykkedes Litauen at danne et marked for naturgas, som betød, at landet sidste år kun modtog 16 procent af sin naturgas fra Rusland.

Og selvom skiftet til den flydende naturgas, LNG (Liquefied Natural Gas, red.), er dyrere, så betaler det for landets uafhængighed.

- Det er resultatet af en langvarig infrastrukturpolitik og et konstant fokus på, at energipolitik er sikkerhedspolitik, som gør, at de nu kan sige fra over for russisk gas - uden at de kan mærke det synderligt, siger Trine Villumsen Berling.

Intet quick fix for andre lande

I mellemtiden forsøger de 27 EU-lande fortsat at finde en grimasse, der kan passe til den fortsatte import af russisk gas.

For det er ikke hvem som helst, der vil kunne gøre som Litauen.

Eksempelvis ligger LNG-terminalerne primært i den vestlige del af Europa, mens de østeuropæiske lande i højere grad gør brug af russisk gas. Samtidig er der store flaskehalse i form af at kunne skaffe den LNG, der skal til, fortæller professor i energiplanlægning Marie Münster fra DTU.

Der er mangel på skibe til at fragte mere flydende naturgas, og i USA er der sågar mangel på eksportterminaler, man kan skibe det ud fra:

- Der er store infrastrukturmæssige problemer. Så nej, det er ikke et quick fix, alle kan lave, siger Marie Münster.

Det er Trine Villumsen Berling enig. Alligevel kan europæiske lande lære noget af Litauens beslutning, lyder det.

- Det tager for det første tid. Hvis man ikke har tiden og ikke har forberedt sig, bliver man nødt til at fortælle befolkningen, at vi alle kommer til at mærke det. Vi er gået lidt i panik, og gassen er blevet så symbolsk i forhold til Rusland, men nu bliver vi nødt til at spænde bæltet ind og forholde os til det, siger hun.

Og ifølge Marie Münster er der allerede en del i gang, og blandt andet taler Tyskland om at bygge nye LNG-terminaler.

Men vi skal passe på med at skubbe en anden fare til side i vores iver for at skære gashånden af Putin, advarer DTU-professoren.

Men hvad med klimaet?

For mandag udkom sidste del af FN's Klimapanel (IPCC) s rapport, som fastslog, at det kan betale sig at droppe fossile brændsler til fordel for de vedvarende energikilder og dermed begrænse klimaforandringer

- Vi skal ikke bygge nye fossile infrastrukturer, men lukke ned for dem, vi allerede har. I det hele taget skal vi passe på med at blive presset ud i noget nyt, men benytte den eksisterende kapacitet. Også selvom det betyder, at vi skal fortsætte med olie og kul et års tid endnu, siger hun.

I den forbindelse giver de nye tyske LNG-terminaler ifølge Marie Münster kun mening, fordi tyskerne på sigt vil udnytte dem til ammoniak, som kan produceres grønt. Det samme gør sig gældende i tilfælde, hvor vi kan satse på vedvarende energi, eksempelvis når gas kan skiftes ud med brint.

Hun forklarer, at vi i Danmark får 15 procent af energibehovet dækket af gas, hvilket betyder, at vores behov er langt mindre end mange andre europæiske lande. Derudover kan vi ret hurtigt skrue op for produktionen af grøn gas.

Desuden har vi også kig på at udnytte de danske havne til LNG.

- Vi har forskellige håndtag, vi kan tage fat i, så vi behøver ikke gøre det samme som Litauen, siger Marie Münster.

Hold snuden i den grønne omstilling

For Trine Villumsen Berling gælder det også om at holde snuden i sporet i forhold til den grønne omstilling.

- Vi skal blive ved med at insistere på, at det er den rigtige vej at gå og ikke falde for fristende fossile løsninger som eksempelvis Xana-feltet i Nordsøen. Vi skal have mere fart på og håbe, at teknologien og for eksempel energiøerne kan følge med. Så må vi håbe, det er nok, siger hun.

Og står det til Trine Villumsen Berling, skal vi i lige så høj grad kigge på olien, som udgør en endnu større del af den russiske husholdning. Olie og gas står for 36 procent af Ruslands statsbudget, men heraf er to-tredjedele olie.

- Den er nemmere at erstatte på verdensmarkedet. Det overser vi, siger hun.