Butja bliver ikke det vendepunkt, mange håber, advarer ekspert

Voldsomme billeder af civile lig i gaderne af byen Butja forfærder, men samme scener kan dukke op i andre befriede byer, vurderer eksperter.

I de seneste dage har voldsomme billeder af lig på gaden i Kyiv-forstaden Butja vakt forargelse. Et billede viser en person, der ligger dræbt med hænderne bundet på ryggen, mens et andet viser en afdød civil med benene viklet om sin cykel.

Butja har været kontrolleret af russiske styrker, men for nylig genvandt ukrainske styrker kontrollen over byen. Og nu er spørgsmålet, om vi skal forberede os på at se lignende billeder fra andre byer, som russiske styrker forlader.

Det vurderer Flemming Splidsboel, der er seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier.

- Der kunne godt ligge massegrave rundt omkring. Det kunne også godt fortsætte i andre dele af Ukraine. De kæmper rigtig grimt – og nok særligt, når de trækker sig tilbage, siger han til TV 2.

Forbitrede soldater

Han påpeger, at de russiske soldater, som har været i kamp og nu bliver beordret til at trække sig tilbage, kan have svært ved at erkende nederlaget. Det samme mener Esben Salling Larsen, der er militæranalytiker ved Forsvarsakademiet.

- Hvis du er en russisk eliteenhed, der må trække sig tilbage på den måde, vil du være ret forbitret. Også fordi de har lidt store tab, siger han til TV 2.

Han ser billederne fra Butja som et muligt tegn på et nedbrud i disciplinen blandt de russiske soldater, hvilket der siden invasionens begyndelse har været beretninger om.

Han henviser særligt til Ruslands befalingsmandskorps, som russerne, ifølge ham, har arbejdet på at forbedre siden 2008.

- Hvis den konkrete og direkte ledelse af folk bryder sammen, vil et tegn på det være præcist det, vi har set her.

Der er ingen, der har fået offentligt skældud i Rusland

Flemming Splidsboel, seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier

Mere brænde på bålet over for Rusland

Selvom billeder og beretninger fra Butja har rystet mange, mener Flemming Splidsboel ikke, at det skaber et afgørende vendepunkt i krigen eller Vestens reaktioner.

I stedet lægger det mere brænde på et voksende bål, lyder det.

- Det vækker meget stærke følelser for os. Men jeg tror ikke, at det vender den politiske indsats. Vi har kørt i høj fart med pres på Rusland, og nu smider vi noget mere på, siger seniorforskeren.

Han kalder det, der er sket i Butja, for en ”dobbelt forbrydelse”. Den første forbrydelse findes i selve henrettelsen af civile.

Rusland har afvist alle beskyldninger om situationen, og forsvarsministeriet har påstået, at Ukraine har iscenesat billederne som en ”provokation”.

For Flemming Splidsboel er det den anden forbrydelse: Benægtelsen fra det officielle Rusland.

- Der bliver ikke peget fingre af nogen. Der er ingen, der har fået offentligt skældud i Rusland. På vej frem havde de nok en idé om at være påpasselige, fordi de ikke skulle støde befolkningen væk, men på vej tilbage giver de bare los.

Nye sanktioner på vej

Mange lande har varslet nye sanktioner mod Rusland, efter at billederne fra Butja er kommet frem. Dertil har Frankrig og Tyskland mandag meddelt, at en stor gruppe russiske diplomater i landene bliver udvist, og USA vil have Rusland suspenderet fra FN’s Menneskerettighedsråd.

De voldsomme billeder har fået flere lande til at varsle endnu hårdere sanktioner. Og søndag meddelte Litauen, at landet med øjeblikkelig virkning stopper importen af russisk gas.

Men jo hårdere sanktioner, vi påfører Rusland, desto hårdere bliver vi også selv ramt. Og det åbner op for en svær dialog i mange lande, heriblandt Tyskland, der i første omgang har afvist et øjeblikkeligt stop for russisk gas.