Det bliver meget svært at forhandle med russerne, siger Zelenskij under besøg i Butja
Ruslands forsvarsministerium benægter, at russiske styrker skulle have dræbt de civile borgere i den ukrainske by.
ADVARSEL OM STÆRKE BILLEDER: TV 2 har efter en redaktionel vurdering valgt at vise voldsomme billeder i artiklen som dokumentation.
Den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskij, har mandag besøgt Kyiv-forstaden Butja, hvor internationale nyhedsbureauer de seneste dage har bragt voldsomme optagelser af dræbte mennesker i gaderne.
De russiske styrker forlod Butja i sidste uge, og ifølge Ukraine er det Rusland, der har skudt og dræbt et større antal civile. Det bliver dog afvist fra russisk side.
Under stort sikkerhedsopbud og iført skudsikker vest besøgte Zelenskij flere af de steder i Butja, hvor ligene har ligget spredt i gaderne.
- Det her er krigsforbrydelser og vil blive anerkendt af det internationale samfund som folkemord. Vi stopper ikke, før vi har identificeret de ansvarlige for disse grusomheder, sagde Zelenskij under besøget i den sønderbombede by.
Præsidenten tilføjede, at det bliver meget svært at forhandle med russerne, når man er vidne til, hvad de står bag i Ukraine.
Rusland benægter drab på civile
Allerede lørdag begyndte der at strømme uhyggelige billeder og meldinger ud fra Butja, og søndag kom det russiske forsvarsministerium med de første benægtelser af, at russiske styrker skulle have dræbt de civile borgere i den ukrainske by.
- I løbet af den tid, hvor området var under Ruslands kontrol, var der ikke en eneste lokal indbygger, der kom til skade på grund af voldelige handlinger, lød det søndag fra det russiske forsvarsministerium.
En af Ruslands forklaringer på de voldsomme billeder lyder, at det er ukrainsk militær, der har dræbt de civile indbyggere i Butja.
Søndag bragte det store russiske medie KP Daily en historie om, at man på en video af et af ligene fra Butja kan se en arm bevæge sig.
Den russiske fortælling
I Rusland bliver de voldsomme billeder fra Butja udelukkende nævnt af russiske medier som eksempler på ukrainsk propaganda. Det fortæller Samuel Rachlin, som er journalist og tidligere korrespondent i Sovjetunionen.
- Rusland bliver fremstillet som fuldstændig uskyldige. De har ikke lagt hånd på nogen. Det er ukrainerne – eller rettere ukrainske nazister – der har begået massakren, fortæller Samuel Rachlin.
Scenerne fra Butja har medført fordømmelser fra hele verden. Også den danske udenrigsminister, Jeppe Kofod (S), har rettet skarp kritik mod Rusland efter at have set billederne fra Butja.
- Det er forfærdelige billeder, vi ser fra Butja, og jeg fordømmer det på det stærkeste. Først og fremmest tænker jeg på de stakkels civile, der er blevet ofre for Ruslands brutalitet. Bevidste angreb mod civile er en krigsforbrydelse, siger han i en skriftlig kommentar.
USA's præsident, Joe Biden, siger efter massedrabene i Butja, at den russiske præsident, Vladimir Putin er en krigsforbryder og opfordrer til, at han anklages for krigsforbrydelser ved en krigsforbryderdomstol. Det skriver Reuters.
I løbet af weekenden har stats- og regeringschefer fra den vestlige verden krævet, at sanktionerne over for Rusland skal strammes yderligere efter weekendens afsløringer i Butja.