Rusland invaderer Ukraine

Biden vil have Putin anklaget for krigsforbrydelser ved domstol

Joe Biden siger mandag, at der fortsat skal indhentes oplysninger, som kan dokumentere, at der finder krigsforbrydelser sted fra russisk side.

USA's præsident, Joe Biden, kalder mandag Vladimir Putin en krigsforbryder og opfordrer til, at den russiske præsident anklages for krigsforbrydelser ved en domstol. Det skriver Reuters.

Udmeldingen fra den amerikanske præsident kommer i kølvandet på reportager og billeder fra den ukrainske by Butja, hvor den russiske invasionshær anklages for at have skudt og dræbt civile.

- I husker måske, at jeg blev kritiseret for at have kaldt Putin en krigsforbryder. Men han er en krigsforbryder, siger Joe Biden mandag.

For lidt mere end to uger siden luftede Joe Biden også sit syn på Vladimir Putin, knap tre uger efter at Rusland invaderede Ukraine.

Det skete umiddelbart efter en række arrangementer i Det Hvide Hus.

- Jeg mener, at han er en krigsforbryder, lød det fra Biden, hvis opsigtsvækkende udtalelser fra talskvinden Jen Tsaki blev udlagt som "lige fra hjertet".

Ved den lejlighed mødte Bidens ord stærk kritik fra officiel russisk side i Kreml.

Her fordømte talsmand Dmitrij Peskov ifølge nyhedsbureauet Tass udtalelsen fra den amerikanske præsident og kategoriserede tonen som "uacceptabel og utilgivelig retorik".

Joe Biden har siden opfordret den russiske befolkning til at vælte landets præsident.

- For guds skyld, denne mand kan ikke blive ved magten, lød det fra Biden under et statsbesøg i Polen.

Detaljer skal på plads

Joe Biden siger mandag, at der fortsat skal indhentes oplysninger, som kan dokumentere, at der finder krigsforbrydelser sted fra russisk side.

- Vi skal have detaljerne på plads for at kunne iværksætte en krigsforbryderdomstol. Den mand er brutal, og hvad der er sket i Butja er forfærdende.

Og så understreger USA's præsident samtidig behovet for fortsat at yde støtte til Ukraine.

- Ukraine skal have alt det, landet har behov for i fortsættelsen af kampen, og vi vil fortsætte med at stramme sanktionerne, siger Biden.

Tidligere anklage

Tidligere under den verserende krig har USA påpeget, at der finder krigsforbrydelser sted.

Det er for eksempel en krigsforbrydelse bevidst at angribe civile.

- Russiske styrker har ødelagt lejlighedsbygninger, skoler, hospitaler, kritisk infrastruktur, civile køretøjer, shoppingcentre og ambulancer. Det har efterladt tusinder af uskyldige civile dræbt eller såret, sagde udenrigsminister Antony Blinken for halvanden uge siden.

Den Internationale Domstol (ICJ), som ikke har USA blandt medlemslandene, beordrede i midten af marts Rusland til øjeblikkeligt at stoppe invasionen af Ukraine.