Vesten reagerer på ”forfærdelige” krigsbilleder – konsekvenser for Rusland kan være på vej

Den danske udenrigsminister, Jeppe Kofod, er blandt dem, der fordømmer Rusland.

ADVARSEL OM STÆRKE BILLEDER: TV 2 har efter en redaktionel vurdering valgt at vise voldsomme billeder i artiklen som dokumentation.

Søndag florerer billeder fra Kyiv-forstaden Butja. Billeder, der er så voldsomme, at mange medier har følt sig nødsaget til at sløre de værste detaljer.

Og nu begynder Vestens ledere at reagere på billederne fra byen, hvor borgmesteren melder om mindst 300 dræbte civile, og hvor lig ligger spredt i gaderne.

Den danske udenrigsminister, Jeppe Kofod, er blandt dem, der nu tager afstand.

- Det er forfærdelige billeder, vi ser fra Butja, og jeg fordømmer det på det stærkeste, lyder det fra Jeppe Kofod i et skriftligt svar til TV 2.

Ukrainerne har generobret byen, men voldsomme billeder tydeliggør, at russernes tilstedeværelse bestemt ikke har været fredelig.

Jeppe Kofod skriver, at han først og fremmest tænker på de ”stakkels civile”, der er blevet ”ofre for Ruslands brutalitet”.

Putins vold "kender ingen grænser"

Derudover henviser han til, at Danmark i sidste uge støttede Den Internationale Straffedomstol i Haag, der har indledt en efterforskning af krigsforbrydelser under den russiske invasion, med 700.000 kroner.

- Det er helt afgørende, at der indsamles beviser for de forfærdelige forbrydelser, vi hører, sker i Ukraine, skriver han.

Også fra vores tyske naboer bliver der taget voldsom afstand til hændelserne i Kyiv-forstaden. Udenrigsministeren, Annalena Baerbock, skriver på Twitter, at billederne er ”uudholdelige”.

- Putins voldsomme vold udsletter uskyldige familier og kender ingen grænser, skriver hun.

Derudover lyder det fra udenrigsministeren, at det, hun kalder krigsforbrydelser, ikke vil gå ustraffet hen.

- Vi vil skærpe sanktionerne mod Rusland og støtte Ukraines forsvar endnu mere, lover hun.

Samme toner lyder fra Storbritanniens premierminister, Boris Johnson.

- Ruslands forfærdelige angreb imod civile i Irpin og Butja er endnu mere bevis på, at Putin og hans hær begår krigsforbrydelser.

- Jeg vil gøre alt, hvad der står i min magt, for at udsulte Putins krigsmaskine. Vi indfører yderligere sanktioner og øger den militære støtte, skriver han på Twitter.

Og sådan går reaktionerne igen.

Fra den britiske udenrigsminister, Liz Truss, lyder det eksempelvis, at hun er "forfærdet over grusomhederne” i Butja, mens formanden for Det Europæiske Råd, Charles Michel, er "chokeret over uforglemmelige billeder" i de områder omkring Kyiv, de ukrainske styrker har befriet.

Han bruger samtidig ordet "massakre" om byen Butja, hvor flere medier beretter om lig, der ligger spredt i gaderne, og en lugt, der bærer præg af sprængstof og død.

Ifølge nyhedsbureauet AFP ligger der 20 lig på blot en enkelt gade.

Charles Michel lover også, at EU er på vej med nye sanktioner og støtte til Ukraine.

Derudover lyder det fra formanden for EU-kommissionen, Ursula von der Leyen, at hun er ”forfærdet over meldinger om ubeskrivelige rædsler” i områder, hvor Rusland trækker sig tilbage.

- Gerningsmændene bag krigsforbrydelser vil blive holdt ansvarlige, understreger hun på Twitter.