Krigen i Ukraine

NGO: Russiske soldater har henrettet civile i Ukraine

Human Rights Watch har via interview af ti personer dokumenteret forbrydelser mod ukrainske civile, lyder det.

Russisk militær har i flere tilfælde begået krigsforbrydelser mod civile i besatte områder af Ukraine.

Både voldtægt, henrettelser og trusler mod civile har fundet sted i de ukrainske regioner Tjernihiv og Kharkiv samt i hovedstadsregionen Kyiv.

Det oplyser menneskerettighedsorganisationen Human Rights Watch i en pressemeddelelse søndag.

Forsætlig grusomhed og vold

Menneskerettighedsorganisationen har i alt interviewet ti mennesker om episoderne. Det drejer sig om både ofre, vidner og beboere i russiskbesatte områder.

- De tilfælde, vi har dokumenteret, er ensbetydende med usigelig, forsætlig grusomhed og vold mod ukrainske civile, siger Hugh Williamson. Han er leder af Human Rights Watchs afdelinger i Europa og Centralasien.

- Voldtægt, mord og andre voldelige handlinger mod mennesker, som har været i russiske soldaters varetægt, skal undersøges som krigsforbrydelser, siger han i pressemeddelelsen.

Nogle af beretningerne fra rapporten er blandt andet fra byen Bucha, ikke mange kilometer uden for Kyiv.

ADVARSEL OM STÆRKE BILLEDER: TV 2 har efter en redaktionel vurdering valgt at vise voldsomme billeder i artiklen som dokumentation.

Her er det voldsomme scener, der står tilbage efter russernes tilbagetrækning fra hovedstadsområdet. Ifølge byens borgmester, Anatoliy Fedoruk, er flere end 300 civile blevet dræbt i Bucha, ligesom AFP-journalister har set flere end 20 lig i blot en enkelt gade.

Her kan du læse mere om situationen i Bucha.