Krigen i Ukraine

Flere end 3000 evakueret fra Mariupol

Borgmesterkontoret i Mariupol vurderer, at omkring 5000 civile har mistet livet i Mariupol.

Flere end 3000 personer er blevet evakueret fra den russisk belejrede by Mariupol i Ukraine.

Det siger Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskij, i en tale natten til lørdag.

- I dag har vi haft tre humanitære korridorer åbne i tre regioner: Donetsk, Luhansk og Zaporizzja. Vi har i alt formået at redde 6266 personer, heriblandt 3071 fra Mariupol, sagde Zelenskij.

En journalist fra AFP så sent fredag aften omtrent 30 evakueringsbusser køre ind i Zaporizzja, der ligger vest for Mariupol ved Dnepr-floden.

Millioner på flugt

Visse af busserne transporterede evakuerede fra Mariupol, mens andre transporterede folk, der selv var flygtet fra den belejrede by, men var blevet samlet op på et senere tidspunkt.

Det står dog ikke umiddelbart klart, om det præcis er disse evakuerede mennesker, som Zelenskij refererer til i sin tale.

Det var tidligt torsdag morgen den 24. februar, at den russiske præsident, Vladimir Putin, beordrede sine styrker ind i Ukraine for at invadere landet.

Siden er utallige ukrainske byer blevet ramt af voldsomme bombardementer og angreb. Og millioner af Ukraines indbyggere er blevet drevet på flugt.

Langt størstedelen - knap 2,4 millioner - er taget til Polen, mens hundredtusindvis er taget til lande som Rumænien, Moldova, Ungarn, Rusland og Slovakiet.

Voldsomme bombardementer

Desuden menes omkring 6,5 millioner mennesker at være internt fordrevne i det krigshærgede land. Det skrev FN's Migrationsagentur torsdag.

Russerne har endnu ikke haft held med at indtage Ukraines hovedstad, Kyiv. I stedet er de blevet slået tilbage af ukrainske styrker.

I andre dele af landet - især i Østukraine og i Donbass-regionen - lider flere byer dog stadig under voldsomme bombardementer.

Mariupol er en af dem. Borgmesterkontoret sagde fredag, at det var dets vurdering, at omkring 5000 civile havde mistet livet i byen.