Mystik om luftangreb på russisk jord
En talsmand for det ukrainske forsvarsministerium vil hverken be- eller afkræfte, at Ukraine står bag angrebet.
Fredag aften er det stadig uafklaret, om det er Ukraine, der står bag et angreb på et oliedepot i den russiske by Belgorod.
Guvernøren i regionen, Vyacheslav Gladkov, har ifølge nyhedsbureauet Reuters tidligere sagt, at oliedepotet er blevet ramt af et ukrainsk luftangreb med to helikoptere. Ifølge guvernøren blev ingen dræbt ved angrebet på oliedepotet, der drives af det statslige russiske olieselskab Rosneft.
Olekasandr Motuzyanyk, talsmand for det ukrainske forsvarsministerium, vil fredag ikke bekræfte, at Ukraine står bag angrebet. Han siger, de russiske "overgreb" bliver bekæmpet "på Ukraines territorium".
- Det betyder ikke, at Ukraine er nødt til at bære ansvaret for de katastrofer og alle de begivenheder, der sker på russisk territorium. Det er ikke første gang, vi har set sådanne anklager. Så kære venner, jeg vil hverken be- eller afkræfte de informationer, siger Olekasandr Motuzyanyk ifølge BBC.
Symbolsk sejr
Hvis det er Ukraine, der står bag angrebet, er der tale om det første offentligt kendte ukrainske angreb på russisk territorium i den nu mere end fem uger lange krig. Og ifølge Anders Puck Nielsen, militærforsker ved Forsvarsakademiet, vil det være en "symbolsk sejr" for Ukraine og et nederlag for Rusland, hvis det er tilfældet.
- Det er jo ret pinligt for Rusland, hvis to ukrainske helikoptere har fået lov at flyve flere kilometer ind på russisk område, siger Anders Puck Nielsen til Ritzau.
Ukrainske kilder har ifølge britiske The Guardian peget på, at angrebet i virkeligheden kunne være en russisk såkaldt "false flag"-operation.
Det er et begreb, der bruges om en mission, der har til formål at skjule, hvem der reelt står bag. Men det finder Anders Puck Nielsen ikke sandsynligt.
- Det er jo et helt legitimt militært mål og meget rationelt at gøre. Så jeg synes ikke, at det ligner en false flag-operation, siger militærforskeren.
Ville give god strategisk mening
Ifølge Esben Salling Larsen, der er militæranalytiker ved Forsvarsakademiet, ville et ukrainsk angreb på et oliedepot på russisk jord give god strategisk mening.
- Hvis det er rigtigt, det er Ukraine, der står bag, ville det være en fortsættelse af den strategi, Ukraine har haft held med i Ukraine, hvor man har ramt de russiske forsyningslinjer - nu fører man så den strategi over på russisk territorium, siger Esben Salling Larsen til TV 2.
Han peger på, at en af de store svagheder hos russerne under krigen netop har været logistikken.
- Det har vist sig at være russernes akilleshæl, og den akilleshæl trykker Ukraine nu yderligere på, siger Esben Larsen.