Rusland invaderer Ukraine

Russiske styrker bevæger sig væk fra Kyiv, siger Pentagon

Mens Rusland tilsyneladende skruer ned for kamphandlingerne ved Kyiv, tyder det på flere angreb i det østlige Ukraine.

Rusland er begyndt at rykke deres styrker væk fra Ukraines hovedstad, Kyiv.

Op mod en femtedel af soldaterne er begyndt at bevæge sig nordpå mod den hviderussiske grænse, siger det amerikanske forsvarsministerium, Pentagon.

Men selvom Rusland vil foretage en tilbagetrækning af deres styrker nær Kyiv, er der ingen grund til at tro, at kamphandlingerne i Ukraine er slut, mener Pentagon.

For amerikanernes efterretninger viser, at de russiske soldater, der trækkes ud af Kyiv, blot bliver genudrustet og sendt tilbage til Ukraine.

- Hvis Rusland var alvorlige om deres tilbagetrækning, ville de tage deres tropper hjem. Men det gør de ikke. De reorganiserer dem og sender dem tilbage til Ukraine, siger talsmand for forsvarsministeriet John Kirby.

Forbereder nye angreb i Donbass

Da Rusland 24. februar invaderede Ukraine, var det med en forventning om, at de ville have fuld kontrol over hele landet inden for ganske kort tid.

Som bekendt er det ikke sådan, slagets gang har udviklet sig.

Ruslands forsvarsministerium udmeldte alligevel fredag, at første stadie af krigen havde været en stor succes, og militæret ville derfor nu fokusere på det østlige Ukraine.

En form for nedskalering i ambitionsniveauet, mener TV 2s korrespondent Claus Borg Reinholdt, som netop nu er i den ukrainske by Odessa.

Nu tegner der sig et billede af, at tropperne bevæger sig mod Donbass-regionen i det østlige Ukraine, forklarer han:

- Man vil neddrosle kamphandlingerne i det nordlige Kyiv og samtidig fokusere på Donbass-regionen. I Ukraine tror man, at russernes ambition er at indtage hele Donbass.

Den russiske præsident, Vladimir Putin, havde fortalt sine styrker, at de ville blive modtaget som befriere af ukrainerne, der ville stå klar med blomster og kram, siger Claus Borg Reinholdt.

- Men det er bestemt ikke gået sådan. Ukrainerne har stået stand og vist, at det er en professionel hær, og at de er i stand til at stå over for en af verdens største militær.

Zelenskij går i rette med Rusland

Den russiske viceforsvarsminister, Aleksandr Fomin, har sagt, at tilbagetrækningen skal forstås som et udtryk for samarbejdsvilje til at finde en fredelig løsning.

I den vestlige verden er der dog en bred opfattelse af, at russerne i virkeligheden slikker deres sår, efter at de har mødt langt hårdere modstand i Ukraine end forventet.

Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskij, har heller ikke meget tilovers for de russiske påstande.

- Vi ser en opmarchering af russiske tropper til nye angreb i Donbass, hvilket vi nu forbereder os på, siger Zelenskij i en video. Han tilføjer:

- Det er ikke en tilbagetrækning. De trækker sig som et resultat af vores forsvar.

Men russerne har haft større succes andre steder i Ukraine, påpeger Claus Borg Reinholdt.

- Man skal huske på, at i den østlige del af Ukraine er det lykkedes Rusland at indtage store dele af ukrainsk territorium, siger han.

Nedskalering modtages ikke godt i Rusland

Hjemme i Putins Rusland er utilfredsheden med beslutningen om ikke at indtage Kyiv til at smage på, siger Claus Borg Reinholdt.

- Det bliver ikke taget godt imod fra de russere, der støtter invasionen af Ukraine. På sociale medier er kommentarerne meget negative, siger han.

I nogle kommentarer bliver det kaldt forræderi, at man nu vil trække sig fra store dele af Ukraine. Det skyldes blandt andet, at Putin har skabt et narrativ om, at hele missionen er en plan om at befri Ukraine fra nynazister, forklarer Claus Borg Reinholdt.

- Russerne spørger nu: "Hvorfor har vi sendt vores soldater derned for at dø uden at opnå målet?".

Mens Rusland har rettet blikket fra Kyiv og det nordlige Ukraine mod den østlige Donbass-region, er frygten for en lang russisk besættelse i området ligeledes steget i Ukraine.

Søndag lød det blandt andet fra lederen af den russiskstøttede udbryderrepublik i Luhansk, at de måske vil holde en folkeafstemning om at blive en del af Rusland.