Rusland invaderer Ukraine

Kystby frygter at blive russernes næste mål

Lokale laver sandsække og organiserer nødhjælp, efter at russerne har sagt, at de vil skifte militært fokus.

De russiske styrker vil reducere deres militære aktivitet i Tjernihiv og omkring hovedstaden Kyiv i Ukraine. Det var den overraskende melding tirsdag fra Ruslands viceforsvarsminister.

Med Ruslands proklamerede skift i fokus på slagmarken, ruster Ukraine sig til angreb i andre dele af det krigshærgede land.

I kystbyen Odessa er det ikke bare den ukrainske hær, der gør sig klar. Her har krigen bragt lokalbefolkningen tættere sammen, og de civile gør alt i deres magt for at støtte soldaterne og de mange flygtninge.

Overskud går til soldaterne

Ira Romm har valgt at åbne sin skønhedssalon i Odessa på trods af krigen. En del af overskuddet går til soldaterne, som kæmper ved frontlinjen.

- Ira er fantastisk, fordi hun gør det her. Jeg er hende meget taknemmelig, fordi hun har åbnet salonen på det her tidspunkt, siger Liliya Leydiker, som normalt arbejder som jurist.

Ira Romm har valgt at åbne sin skønhedssalon for at få gang i omsætningen igen og for at hjælpe Ukraine i kampen mod Rusland.

- Jeg tror, at Ukraine bliver endnu stærkere, endnu bedre efter sejren. Sådan et sammenhold har jeg aldrig oplevet før. Vort folk har samlet sig, og jeg tror, at vi efter sejren bliver den stærkeste nation, siger Ira Romm til TV 2.

Udover at få lavet negle og ordnet hår i salonen kan kunderne også komme med humanitær hjælp, der efterfølgende uddeles til krigens flygtninge.

- Vi laver små poser med ting, der kan holde et par uger, fortæller Ira Romm.

Nødhjælpscenter i madmarked

Hendes skønhedssalon er ikke det eneste sted i byen, der hjælper krigens nødstedte.

På Odessa Food Market kunne man før russernes invasion blandt andet sidde og nyde en drink, men nu er markedet omdannet til et center for frivillige.

Stedet drives af Inga Kordynovska, som normalt står i spidsen for et advokatkontor.

- Her håndterer vi alle mulige slags varer. Mad, tøj og husholdningsartikler, medicin, lægemidler og alt muligt, siger Inga Kordynovska til TV 2.

Nødhjælpen til flygtningene og hæren kommer både fra lokale og udlandet. Hundredvis af lokale støtter op om arbejdet med at fordele nødhjælpen.

- Efter sejren vil vi være et nyt samfund. For den her oplevelse har forandret os totalt, lyder det fra Inga Kordynovska.

Fylder sandsække på strande

Også på stranden i kystbyen knokler indbyggerne for at hjælpe militæret. De skovler sand i sække, der skal bruges som barrikader i Odessas centrum, hvis de russiske styrker skulle finde på at angribe byen.

- Det er vigtigt at forsvare vores by og vores land. Vores uafhængighed og frie valg, siger Maria Simentsova, som normalt arbejder som marketingschef.

Som adskillige andre lokale har hun valgt at droppe sit almindelige arbejde for at hjælpe til i kampen mod russerne.

TV 2s korrespondent Claus Borg Reinholdt, som befinder sig i Odessa, fortæller, at indbyggerne frygter, at russernes udmelding om at skifte militært fokus kan være et varsel om, at Odessa kan blive russernes næste mål.

- Der er bange anelser, og man frygter, at angreb kan ramme her, fortæller Claus Borg Reinholdt.

Trods tirsdagens russiske udmelding om reduceret militær aktivitet i Tjernihiv-regionen og Kyiv, lød det onsdag fra guvernøren i Tjernihiv-regionen, at angrebene fortsatte.