Rusland invaderer Ukraine

Rusland lovede militær nedtrapning: - De har angrebet os hele natten

Selvom russerne har sagt, at de vil "reducere deres militære aktivitet" i Tjernihiv-regionen og omkring Kyiv, fortsætter angrebene.

De russiske angreb er ikke indstillet i byen Tjernihiv i det nordlige Ukraine, siger den lokale guvernør.

Meldingen kommer, efter den russiske viceforsvarsminister tirsdag sagde, at de russiske styrker ville reducere deres militære aktivitet i Tjernihiv og omkring hovedstaden Kyiv.

Vi mener, at dette er en omgruppering, ikke en reel tilbagetrækning

John Kirby, pressesekretær, Pentagon

Ifølge russerne sker den militære nedtrapning for at vise imødekommenhed i forbindelse med forhandlingerne mellem parterne.

Men den lokale guvernør i Tjernihiv-regionen, Viacheslav Chau, tror ikke på russerne og siger, hans by fortsat er under angreb.

- Fjenden demonstrerede den militære nedtrapning i Tjernihiv-regionen ved at ramme byen Nizhyn - også fra luften - og bruge hele natten på at angribe Tjernihiv. Vi er forberedt på enhver udvikling og på at møde fjenden i Tjernihiv-regionen, siger Viacheslav Chaus til nyhedsbureauet AP.

Krigen har sat sine spor i Kyiv-forstad

Et af de steder, hvor det ifølge ukrainerne er lykkes at slå russerne tilbage, er byen Irpin, der er en forstad til landets hovedstad Kyiv. Her har der været relativt roligt, siden russerne tirsdag sagde, at de ville skrue ned for det militære blus.

Det fortæller TV 2s korrespondent Rasmus Tantholdt, som befinder sig i Kyiv.

- Når det rumler og brager, tænker man selvfølgelig, man bliver angrebet. Men den rumlen, man kunne høre i nat, var udgående skud - altså ukrainere, der har angrebet russerne, fortæller Rasmus Tantholdt.

Men de mange ugers kampe i Irpin har sat sine spor på byen og de indbyggere, som har mistet deres hjem og nu forsøger at flygte.

- De ting, russerne gjorde var forfærdelige. Det er noget, der aldrig bliver glemt. Så mange huse blev ødelagt. Så mange mennesker blev dræbt. Så mange døde børn. Det er forfærdeligt. Jeg er ked af at græde på den her måde, men jeg er stadig meget oprørt, siger en kvindelig indbygger i Irpin til tv-stationen RTP.

Pentagon tror ikke på russerne

Ifølge det amerikanske forsvarsministerium, Pentagon, er de russiske styrkers bevægelse i områder nær Kyiv efter alt at dømme ikke den tilbagetrækning, som Rusland hævder at ville udføre.

Pentagons pressesekretær, John Kirby, siger, at antallet af russiske styrker, der flytter væk fra den ukrainske hovedstad, "ikke er i nærheden af ​​størstedelen af ​​dem, de har opstillet mod Kyiv", og at "truslen mod Kyiv ikke er forbi".

- Vi mener, at dette er en omgruppering, ikke en reel tilbagetrækning, og vi bør derfor være forberedte på en større offensiv mod andre områder i Ukraine, siger John Kirby til CNN.

Forsigtig optimisme efter forhandlinger

Den russiske melding om, at landets militær vil skære drastisk ned på deres militære aktiviteter ved Kyiv og Tjernihiv kom tirsdag, efter repræsentanter fra Rusland og Ukraine havde været samlet til forhandlinger i Tyrkiet.

Begge parter udtrykker forsigtig optimisme efter forhandlingerne, hvor de ukrainske forhandlere fremlagde et aftaleudkast for russerne. I udkastet accepterer Ukraine at være et neutralt land og dermed ikke tilslutte sig militære alliancer som eksempelvis NATO.

Til gengæld vil ukrainerne blandt andet have sikkerhedsgarantier og Ruslands ord for, at landet ikke vil modsætte sig et fremtidigt ukrainsk EU-medlemskab.

Ifølge Ukraine er man nu nået så langt, at forhandlingerne snart bør gå ind i en mere afgørende fase.